
Efter seks kampe i træk uden sejr var den der endelig igen for Roskilde Håndbolds 1. divisions-kvinder.
Lørdag eftermiddag var Gudme på besøg i en mennesketom hal med 10 tilskuere i Roskilde, og den duel vandt hjemmeholdet sikkert med 29-21. Det efter en 2. halvleg, hvor Roskilde trak mere og mere fra efter 10-10 ved pausen.
Her var Gudme ellers foran med tre, men efter sidebyttet fik Roskilde fat, sænkede fejlprocenten og øgede effektiviteten i angrebet, hvor mange bød ind.
Emilie Frese Theil var en evig kilde til uro hos Gudme, det samme var Amanda Poulsen og Malene Nielsen, der havde tendens til lige at hugge til, når det var mest nødvendigt og hun lige ville sætte tingene på plads. På fløjene bød Sarah Grundtvig og Simone Toftdahl-Pedersen godt ind, mens Ida Thrane tog mere og mere fra i målet og såmænd også fik scoret til 28-19 i et tomt mål.
Med sejren slår Roskilde et større hul til Rødovre i bunden, og Roskilde har ydermere en kamp »i hånden« i forhold til Rødovre. Gudme ligger lige under Rødovre, og Roskilde sejr viser, at holdet ikke har noget at gøre blandt de sidste fire hold i rækken.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her