5. april 2020
Oliver Klarskov ved Roskilde Håndbolds klubhus i marts 2020. Han er ny assistent på herreholdet. Foto: Anders Kamper
Oliver Klarskov ved Roskilde Håndbolds klubhus i marts 2020. Han er ny assistent på herreholdet. Foto: Anders Kamper
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Olivers lange vej tilbage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Olivers lange vej tilbage
Sport DAGBLADET - 19. marts 2020 kl. 08:53
Af Anders Kamper
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

»Lige nu handler det om at komme tilbage til en hverdag, og der kan gå en måned, men der kan også gå mange måneder, før jeg er klar igen. Det er det mest deprimerende ved det her. Jeg håber på januar-februar, men...jeg må ikke få pulsen op at ringe, og jeg kan ikke være i for store rum med mange mennesker, og der går ikke en dag, hvor ikke jeg får dårlig respons fra hjernen. Der er et stykke vej endnu, før jeg løber på en håndboldbane.«

Ordene er Oliver Klarskovs, og de faldt i slutningen af november 2018 hjemme på Duebrødrevej i Roskilde, hvor han var isoleret og skulle holde sig i ro for at komme sig over den hjernerystelse, han pådrog i august få måneder forinden.

Her var Oliver Klarskov en del af TMS Ringsteds nyoprykkede Ligatrup, men under vægttræningen i august gik det galt.

- Jeg lå på maven og skulle rejse mig op, og så smadrede jeg hovedet ind i jernstangen, der ikke flyttede sig. Der var vægte på, så den gav sig ikke, og den ramte et rigtig dårligt sted i baghovedet, og nakken fik også et slag, som ligner et piskesmæld, fortalte Oliver Klarskov til DAGBLADET/www.sn.dk dengang i november 2018, hvor han ikke så lyst på ret meget og bare ville tilbage på banen hurtigst muligt, for unge Klarskov havde på en enkelt sæson udviklet sig til en profil på TMS-holdet, og det meste af håndboldverdenen lå for hans fødder med en god Liga-sæson.

Så langt nåede han ikke.
Til trods for besøg hos diverse fysioterapeuter og sågar hos en neurooptometrist, der arbejdede med Olivers syn, kom fremgangen ikke, og sortsynet og tristessen hjemme i privaten blev fremherskende efterhånden som sæsonen gik og muligheden for at komme tilbage blev mindre og mindre.

20spo Ol3

Tre måneder efter, i februar sidste år, måtte Oliver Klarskov konstatere:

»Det er vanvittigt, men sådan er det, når man slår hovedet det »rigtige« sted - det kan tage tid, og jeg er nødt til at tage det alvorligt. Nu er al træning taget væk, og så løser jeg sudoku, læser nemme bøger og går lange ture. Der er større fokus på hjernegymnastikken nu, og så fokuserer jeg på næste sæson. Men først skal den normale hverdag være tilbage. Lige nu er det en ærgerlig hverdag, men man lærer at leve i den,« sagde han til DAGBLADET/www.sn.dk.

Derefter skulle der gå fire-fem måneder mere, før det begyndte at lysne for Klarskov, der faktisk også hedder Knudsen til efternavn, og efter sommerferien kom de små fremskridt frem mod en bedre og bedre hverdag.

Et maraton den gale vej
Det fortæller Oliver Klarskov denne eftermiddag i et coronaramt marts i Roskilde Håndbolds klubhus, hvor han er vokset op under håndboldparret Anders og Karina Klarskov Knudsen samt mormor Lisbeth. Håndbold- og Roskildefolk ind til benet. Oliver er ingen undtagelse, og nu er han hjemme igen.

Ikke som spiller, men i første omgang som assistenttræner ved siden af Rasmus Svane.

- Over sommerferien var jeg langt nede, og jeg havde det som om, at jeg var ved at løbe et maraton i den ene retning, og til sidst finder man så ud, at man skal hele vejen tilbage igen for at komme i den rigtige retning i et ny maraton. Jeg troede, jeg var på rette vej, men jeg kom længere og længere væk fra, hvor jeg ville være. Det ramte mig i sommers, hvor jeg var langt nede.

Hvad viste sig så at være den rigtige retning?

OK2

Oliver Klarskov som knægt i talentklassen i Himmelev
sammen med fodboldspilleren Oscar Buch, der dengang
spillede i FC Roskilde. I dag spiller han i Hvidovre.


- Det var at begynde at lave noget stille og roligt og finde meningen med det, man gør. For mig er det motion og at se nogle kammerater en smule - og jeg stod 10 minutter og kastede med en basketbold, og derfra byggede jeg op med noget, jeg kunne lide at lave. Jeg får stadig perioder, hvor jeg har det dårligt, og det er en balance, jeg skal holde, så jeg ikke har det dårligt i en længere periode. Den skulle jeg finde, og jeg blev lidt »bange for at leve« fordi jeg holdt pause, hver gang det gjorde ondt, fortæller Oliver på god afstand af denne signatur.

- Jeg er på vej, men der er lang vej endnu. Jeg var ikke ved at give op, men på et tidspunkt havde jeg svært ved at se mig igennem det. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle finde tilbage til start på mit maraton for at finde den rigtige retning.

Det hjalp - for ikke at sige, at det blev afgørende - at Oliver Klarskov blev sendt ud på Rehabiliteringscenter Trekroner, hvor han kom i hænderne på en neoropsykolog.

- Derude kom jeg tilbage til det, der gav mening for mig, og derfra begyndte det at rykke.

Tilbage i en hal
Alligevel var det først i slutningen af november, at Oliver Klarskov kom tilbage i en håndboldhal - altså 15 lange måneder efter uheldet med vægtstangen i Ringsted.

- Det var vildt at komme ind i en hal igen med alt lyset og lydene, men bare det at være tilbage var fedt. Jeg er jo opvokset i en håndboldhal, så det gav et boost at se mine søskende spille. Siden er jeg kommet i hallen mere og mere, men jeg kun kastet meget lidt med en bold, når det har givet mening i en øvelse.

Oliver Klarskov er morgentræner for talentklasserne i Roskilde sammen med Rasmus Svane, og derfra var der ikke langt til et samarbejde på 1. holdet i Roskilde Håndbold, når Klarskov var klar til det. Den tid er han nået til nu. Dertil kommer vikarjobbet som lærer på Østervangskolen.

Mål i TMS
  • Oliver Klarskov nåede at spille to sæsoner i TMS Ringsted:
  • 2016-17: 24 kampe og 38 scorede mål.
  • 2017-18: 21 kampe og 50 mål, blandt andet med syv mod HØJ i januar 2018.

- Jeg skal passe på mig selv, for hvis jeg begynder at træne håndbold, så kender jeg mig selv godt nok til at vide, at så er det pludselig med 120 kilometer i timen, og så får jeg bare dårlig samvittighed i forhold til at passe på mig selv og tage den med ro. Det skal jeg huske.

- Jeg skal finde de rigtige skridt frem, så jeg skubber til mig selv, og derefter skal jeg holde pause og på den vej komme helt tilbage. Det svarer til at genoptræne en ankel, hvor det også skal gøre en smule ondt, før det bliver godt.

Om Oliver Klarskov så på et tidspunkt begynder at spille igen, må tiden vise. Det er ikke planen nu.

- Jeg har altid haft »en træner i maven« og har trænet min lillebror i Roskilde (U14, red.), så nu skal jeg bruge den erfaring jeg har som spiller ude på bænken, og det er bare noget andet. Jeg håber da at skulle spille på et tidspunkt igen på et plan, men lige nu har jeg accepteret, at det er, som det er, når jeg skal tilbage til en hverdag og også gerne vil studere, så må jeg se det hele an.

- Det lyder vanvittigt, at jeg skal sige det, men der er andre ting i livet end at gå i den lille håndboldboble, hvor det slut som bagspiller, når man er midt i 30´erne. Der er altså et liv efter de 35, hvor man ikke kan spille mere. Det skal jeg ikke tænke på nu.

Haft tid til at tænke
Der er røget 12-14 kilo af kroppen, så også der er der et stykke igen, hvis Oliver Klarskov skulle fedte fingrene ind i harpiks og deltage i løjerne.

Har det været en hård erkendelse, at det måske er slut som spiller på højt niveau?

- Jeg har i hvert fald haft god tid til at tænke over det! Jeg har vidst, hvad jeg ville tilbage til, og noget af de første jeg gjorde, da jeg kunne, var at tage i hallen for at blive morgentræner. Det var naturligt for mig at gøre det, for min krop er ikke til at være spiller nu - endnu. Om det har været hårdt...måske nok, men da jeg slog hovedet og ville gøre alt for at blive klar og være med, da var det hårdt. Jeg var lige kommet igen efter en ankelskade, og nu skulle den have fuld gas i Ligaen fordi jeg havde været en stor del af oprykningen i Ringsted (i 2018, red.).

Jens Wollesen   SJ-MEDIER

Oliver Klarskov som spiller i TMS Ringsted.


- Jeg har altid gerne ville leve af at spille håndbold, og hvis jeg brændte en god sæson af i Ligaen, som jeg følte jeg kunne, så kunne jeg tage næste step op. Men pludselig lå jeg derhjemme, og den var hård, for jeg pressede mig selv alt for meget for at komme tilbage.

- Nu er det, som det er, og det her er ikke en spurt, men en maraton - jeg skal stille tilbage.

Hvordan har du oplevet TMS på afstand, hvor du selv skulle have spillet?

- Jeg har fulgt lidt med, men i denne sæson har jeg ikke rigtig identificeret mig med holdet, selv om Henrik Dudek (formand for TMS Ringsted A/S) har været rigtig flink til at ringe og supercool i hele forløbet. Stor respekt og tak for det til ham. Jeg har gode kammerater på holdet, men har ikke set en kamp overhovedet. Sidste sæson var hård fordi jeg gerne ville tilbage, men ellers er tiden gået og med mange nye spillere dernede, og det har jeg ikke været en del af.

Hvad tænker du så om Roskilde i 2. division den kommende sæson?

- Det må vi tage til den tid. Så meget har jeg ikke været med endnu. Det er en ung trup med nogle gode spillere, og fødekæden nedefra er klar - vi kan se, hvor fremtidens spillere skal komme fra. Jeg kender spillerne og træneren og klubben, og der skal nok være noget rigtig fint på holdet, hvor jeg selv kan bidrage. Selv om jeg ikke er så gammel, så har jeg alligevel lidt erfaring fra GOG, fra Ringsted og hele det forløb, jeg har været igennem. Jeg har alligevel lært lidt om livet.

- Jeg har set en del af Roskildes kampe på video fra denne sæson, hvor de har været godt med i flere. Det handler om at have prøvet det, for det er et stort skridt fra 2. til 1. division, og de fem-ti minutter, hvor man falder ud i en kamp, de bliver bare straffet med det samme i 1. division. I 2. division kan man ofte nå at redde dem. Den erfaring kan Roskildes spillere bruge i 2. division, og når og hvis vi forhåbentlig kommer op igen på et tidspunkt, så er den vigtig at have med. De har prøvet niveauet, og det vigtigste er, at det er en flok unge gutter, der rigtig gerne vil træne, siger Oliver Klarskov.

Han lyder allerede som en træner.

Livet - idrætslivet - har taget en drejning det seneste halvandet år.