6. december 2019
Carsten Salomonsson smiler - han håber, at ungdommen kan få egne ben at gå på, men stadig være forbundet med FC Roskilde. Foto: Anders Kamper
Carsten Salomonsson smiler - han håber, at ungdommen kan få egne ben at gå på, men stadig være forbundet med FC Roskilde. Foto: Anders Kamper
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ny plan: Ungdommen udskilles i FC Roskilde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny plan: Ungdommen udskilles i FC Roskilde
Opdateret 03. december 2019 kl. 21:15
Sport DAGBLADET - 03. december 2019 kl. 16:25
Af Anders Kamper
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Efter fredagens opsigelser af alle ansatte i FC Roskildes ungdomsafdeling, tegner der sig - måske - nu nye muligheder for alle involverede hold og personer.

I lørdags blev klubejer Carsten Salomonsson nemlig kontaktet af en gruppe mennesker tæt på ungdomsholdene i FC Roskilde og RB06, og her var der en stor lyst og vilje til at arbejde videre med en plan, der går ud på, at alle hold kan fortsætte deres aktiviteter også fremover.

Ikke i direkte FC Roskilde-regi, men som en selvstændig enhed, der kan ende med at komme til at hedde FCR Ungdom.

Det fortæller Carsten Salomonsson til sn.dk:

- Jeg havde møde med dem i går, og hvis det går som planlagt, så skal de folk styre FCR Ungdom med alt, hvad det indebærer. Den plan kører vi efter nu, og der skal vi have en afklaring inden jul. Juraen skal hænge sammen, og det samme skal alt det andet. FC Roskilde og FCR Ungdom skal være uafhængige af hinanden, men skal også hænge sammen, fortæller Carsten Salomonsson.

- Gruppens krav er, at de skal stå for alt, hvad der har med ungdommen at gøre - så de har indtægterne, men også udgifterne, og så vil de køre det videre. Hvis det kan lade sig gøre og falde på plads, så er det en fornøjelse. Denne gruppe gør noget konstruktivt og proaktivt i stedet for skrive grimme ting, og deres oplæg lyder rigtig fint. Nu kigger de på det, og så må vi se, om det kan lade sig gøre. Men det er Plan A lige nu.

Det er seriøse folk?
- Afgjort, det er klart mit indtryk, og de er fulde af gå-på-mod. Nu skal det praktiske kigges igennem, og undersøges om det kan lade sig gøre med licenser og alt det. Der er en stor sandsynlighed for, at det falder på plads, og så bliver ungdommen en selvstændig enhed, men som også er bundet til FC Roskilde. Det skal vi kigge på.

Du har det godt med den løsning, hvis den går igennem?

- Ja, for pokker. Det vil være supergodt, og vi har ikke midlerne til at drive ungdommen, så hvis den gruppe kan rejse midler separat til ungdommen, så vil det da være fantastisk. Intet mindre. Det vil være årets julegave, siger Salomonsson.

Men du mister vel fødekæden til dit 1. hold?

- Den mister vi ikke, for det bliver FCR Ungdom, og derfor skal U19-spillerne stadig spille og træne med i FC Roskilde. Fødekæden forbliver intakt, og de unge mennesker kan og skal kunne se frem til at komme på 1. holdet. De to enheder skal samarbejde og ikke modarbejde hinanden, siger FC Roskildes ejer.

Hvis denne plan ikke lykkes, så er FC Roskilde selv i gang med en Plan B, der handler om at finde en sum penge, der så afgør, på hvilket niveau ungdommen kan fortsætte.

Mandag sagde formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Claus Larsen (S), at fyringen af alle ansatte i ungdomsafdelingen i FC Roskilde kan få konsekvenser for den igangværende elitesportsaftale mellem kommunen og klubben. Den indbringer FCR 500.000 kr. årligt frem til 2021.

Politikerne afventer en redegørelse fra forvaltningen, der skal ligge klar til udvalgsmødet onsdag, som skal danne grundlag for en drøftelse om en mulig ændring i elitesportsaftalen.

- Hvis den nævnte plan går igennem, så er intet forandret, og så kører det bare videre. At vi kalder det FC Roskilde og FCR Ungdom, er bare navne, siger Carsten Salomonsson, der således ikke håber, at der bliver rørt ved den igangværende aftale.