27. november 2020
Mathias Larsen er nu fortid hos det spanske mandskab. Foto: Kometa Xstra Cycling Team
Mathias Larsen er nu fortid hos det spanske mandskab. Foto: Kometa Xstra Cycling Team
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mathias er færdig på Contadors hold

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mathias er færdig på Contadors hold
Opdateret 19. november 2020 kl. 07:39
Sport DAGBLADET - 19. november 2020 kl. 07:14
Af Kasper Nørgaard Hansen

- Jeg håber jo selvfølgelig, at det hér kan blive et springbræt til World Tour'en, men uanset hvad er det hér kæmpe stort for mig (...) Der er på mange måder meget at glæde sig til - og jeg skal være i absolut topform i næste sæson. Det hér er for god en chance til ikke at gribe den.

Sådan lød det forventningsfuldt fra Roskilde-drengen Mathias Larsen til DAGBLADET for godt og vel et år siden.

Da var det netop blevet offentliggjort at den unge rytter have skrevet kontrakt med det spanske mandskab Kometa Xstra.

Et hold, som trods en status af »kun« kontinentalhold alligevel har kanonerne Alberto Contador og Ivan Basso som holdets bagmænd.

Og da holdets økonomi også er yderst solid er der ikke noget at sige til, at Larsen glædede sig temmelig meget til et 2020 på primært spansk grund.

God start fik brat ende
Årets tidlige måneder startede da også udmærket for roskildenseren, som i to af sine tidlige løb i sæsonen placerede sig lige omkring top 20 i to ellers særdeles stærkt besatte løb placeret i nogle af de højeste UCI-kategorier.

Men så blev det marts og al cykling lukkede ned... i næsten et halvt år. Og dermed resterede der kun godt en måned af sæsonen for kontinentalhold, da der igen blev lukket op pr. 1. august. I den periode nåede Mathias Larsen at køre femdagesløbet Ungarn Rundt og så U23 DM nogle dage efter.

Og det var dét.
For nylig meddelte Kometa Xstra så Mathias, at han ikke ville få forlænget sin kontrakt til næste sæson. Han er ikke bitter over holdets beslutning - for det er en situation, som flere hundrede cykelryttere står i lige nu.

Og i en coronatid som nu er det i dén grad »holdenes marked«.

Men han er en smule bitter over situationen - over omstændighederne. Det slår han gerne fast.

- For at sige det mildt så er det da noget, jeg er rimelig ærgerlig over. Jeg skiftede til Kometa, fordi det virkede som et rigtig godt hold - og fordi Kometa bare kører sindssygt mange cykelløb. Også nogle klart større løb, end man typisk ville blive inviteret med til på et dansk kontinentalhold, fortæller Mathias Larsen efterfulgt af et suk.

- Og da jeg så kom tilbage i efteråret til det ene etapeløb, jeg nåede at blive udtaget til efter genåbningen, havde jeg udelukkende trænet i Danmark i den mellemliggende periode - og var derfor helt ude af bjergtræning. Derfor præsterede jeg heller ikke særlig godt, og ja, så var sæsonen nærmest slut, påpeger Mathias - og han behøver egentlig ikke uddybe yderligere.

Nogle gange er man bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Et klart lyspunkt
Midt i den lidt triste situation kom der dog så absolut alligevel noget at glæde sig over for den 21-årige spurtstærke rytter.

Han har nemlig nu skrevet kontrakt med et hold for næste sæson - han må bare ikke lige nu fortælle, hvilket det drejer sig om. Mathias Larsen vil dog godt sige så meget, at det er et af de danske hold.

- Jeg glæder mig over min nye kontrakt og over at jeg i det hele taget har fremtiden på plads. Det er en meget usikker situation i cykelverdenen lige nu, så jeg glæder mig bare over, at jeg også har et hold i 2021.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?