20. september 2021
Sandra Mittet under træningen i Roskilde Håndbold. Foto: Jeppe Lodberg
Sandra Mittet under træningen i Roskilde Håndbold. Foto: Jeppe Lodberg
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ligaen lokker Mittet, men...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ligaen lokker Mittet, men...
Sport DAGBLADET - 19. januar 2018 kl. 10:01
Af Jeppe Lodberg

Hun smiler lidt forlegent. Igen har hun overhørt en af sine i år fire trænere stå og kalde hende »1. divisions klart bedste målmand«, og nu sidder hun bænket for - populært sagt - at fortælle lidt om, hvordan hun egentlig selv synes, det går.

Joh tak, det går fint for Sandra Mittet, der netop har underskrevet en aftale om også næste år at holde modstanderne fra at score for meget i Roskilde Håndbolds mål.

- Jeg vil jo ikke sige, at jeg har en følelse af, at jeg er sådan rigtig god - men jeg ved, hvad jeg kan og jeg ved da også, at jeg har en stor rolle på holdet.

- Som målmand er jeg måske lidt anderledes end mange andre, der i mine øjne har det med at se for meget video. Jeg går mere efter at læse spillet og skuddet i selve situationen. Jeg bruger da video, men én kamp er nok. Ser jeg for mange videoer af modstanderne, så bliver jeg låst af, hvad jeg har set på videoen, forklarer Sandra Mittet, der med 27 år på dåbsattesen også har haft flere sæsoner end mange kolleger til at »læse« alskens mulige og umulige afslutninger.

Men det der med 1. divisions klart bedste... kunne og burde du ikke skrive med et hold i Ligaen fremfor Roskilde ?

- Ligaen lokker da, men jeg er glad for det liv, jeg har nu. Det passer mig fint, at jeg kan cykle syv kilometer til og fra arbejde, og så snuppe bilen herned og træne, siger den Frederiksberg-boende keeper, der »civilt« er børneergoterapeut på Østerbro.

- Og så var det Roskilde, der ligesom fik mig i gang igen, for jeg var ved at være godt træt af håndbold, da de greb fat i mig.

Føjer hun til henvisende til de problemer med venstre håndled, der har forfulgt hende karrieren igennem og som gør, at hun aldrig går på banen uden først at have fået sin skinne på.

- Nu er det tre et halvt år siden, det brækkede sidste gang. Men otte operationer, tre brud og en knogle, der er for lang inde i håndleddet, er det blevet til, fortæller Sandra Mittet om »det pokkers håndled«, som hun oprindeligt brækkede, da hun tre år gammel faldt ned af et træ.

Og minsandten om ikke hun gentog »succesen« nogle år efter, mens den sidste håndfuld operationer er kommet til efter redninger i målet.

I Roskilde-tiden har hun - 7-9-13 - været forskånet for pauser på denne bekostning. Men pauser har der nu været - grundet hjernerystelse efter skud i hovedet.

- Første gang var mod AGF. Der fik jeg tre bolde i hovedet. Jeg sad så over i tre kampe, og i den første kamp derefter, fik jeg bolden i hovedet igen - og så til tre træninger i træk.

- Det var lidt som med elefanten. Som hvis jeg siger til dig, at du ikke må tænke på en lyserød elefant .... pigerne viste, at de ikke måtte skyde efter mit hoved, og så...

Siger Sandra Mittet, der ikke som en del lidelsesfæller af den grund stiller op med et forvokset pandebånd til at tage fra.

- Næh, for der er lavet undersøgelser, der viser, at de ikke har nogen som helst effekt. Det er kun mentalt, så det ser jeg ingen grund til.

Du sad så ude i hvert fald i store dele af den periode, hvor det gik knap så godt med resultaterne og I fik nye trænere....

- Ja, det var irriterende at sidde ude. Jeg var der jo ikke så meget selv, men det virkede lidt opgivende til tider inde på banen.

- Der var ikke så meget struktur på det, men det var ikke kun trænernes skyld. Det var også spillere, der ikke kom til træningen, så jeg vil ikke på nogen måde kun give Dan (Hansen) og Anders (Krogh) skylden. Personligt var jeg faktisk ret glad for dem.

- Nu er Thomas (Brønd) og Ander (Knudsen) så kommet til, og de har en god tilgang til holdet. Det må godt være lidt sjovt, og de er nok bedre til at tage hensyn til, at spillerne er meget forskellige og skal tages forskelligt, siger Sandra Mittet og erklærer sig helt og aldeles enig i, at Roskilde samlet set har underpræsteret i denne sæson.

- Jeg vil helt sikkert sige, at vi på papiret har et hold, der skal ligge meget bedre. Vi håber på Top 5 og har set de andre hold an, så det tror jeg på. - Og så kunne det være sjovt i næste sæson at komme i Top 3. Vi har lige haft den her sæson, hvor vi har bon'et lidt ud, men det tager som regel også en sæson at spille et nyt hold sammen. Og ja, der kom mange nye, men stammen i startsyveren er meget den samme, siger Sandra Mittet - 1. divisions bedste keeper, som i et par år i Nykøbing-tiden var inde i bruttotruppen, men aldrig kom til nogen A-landsholdssamling.

- Men så har jeg beachlandsholdet - det var en pissegod oplevelse at være med til EM, og det vil jeg gerne fortsætte med, skynder hun sig at tilføje om sidste sommers slutrunde, hvor også holdkammerat Olivia Black var med til at blive nummer fire i Kroatien.

Roskilde skal møde Gudme på udebane søndag.

Synes du, at kommunen er der for dig?