25. november 2020
Der er stor uro i Roskilde KFUM i denne tid på grund af sportschef Pierre Overgaards meddelse om, at han stopper. Foto: Kenn Thomsen
Der er stor uro i Roskilde KFUM i denne tid på grund af sportschef Pierre Overgaards meddelse om, at han stopper. Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kommentar: Kamp om magten i Roskilde KFUM

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommentar: Kamp om magten i Roskilde KFUM
Sport DAGBLADET - 28. oktober 2020 kl. 12:53
Af Anders Kamper

I årevis har Roskilde KFUM været et af mest fredelige steder i Roskilde-idrætten med café Finten som det naturlige samlingspunkt og sted i klubhuset, hvor børn og voksne har hygget sig, spist aftensmaden og set fjernsyn før og efter træning.

Der er stadig fredeligt i KFUM, men under overfladen er der kommet sprækker i den, hvis den da ikke allerede er ødelagt her og der. Helt sikkert er det, at der er noget, der ikke stemmer i klubben, og når en notorisk klubmand som Pierre Overgaard vælger at sige op som sportschef, så er det for at sætte hele situationen på spidsen.

Med Pierre Overgaards opsigelse, som kom ud i lørdags, har han samtidig sagt til bestyrelsen og andre indflydelsesrige folk i klubben: Nu er det op til Jer, om jeg skal blive eller om I kan klare jer uden mig.

Meget få tror, at Pierre Overgaard virkelig stopper.

Meget få tror, at klubben faktisk kan klare sig uden Pierre Overgaard. Allan Markussen er godt nok formand, men det er af den mere usynlige slags, og hvor han i starten var god at få ind, er han blevet mere og mere usynlig, og i dag er formanden en relativ sjælden gæst på Lillevang.

Hvad der præcist har fået Pierre Overgaard til at sige op, er det svært at komme helt til bunds i. Men sikkert er det, at tilliden mellem Markussen og Overgaard kan ligge på et meget lille sted - hvis den overhovedet eksisterer.

Så grelt er det, at modsætningerne mellem dem har vokset sig større og større over årene, og i dag stoler de slet og ret ikke på hinanden.

Så vidt jeg forstår, handler det fra Allan Markussens side om, at Pierre Overgaard som sportschef har tiltaget sig mere og mere magt, og i dag sidder Overgaard på det meste lige fra DBU´s Topcenter for 10-12 årige over anlægget af den nye kunstgræsbane til ansvaret for 1. holdet, kontrakter med trænere og aftaler med kommunen. Intet går Overgaards næse forbi.

Hvad der så er tilbage til formanden og bestyrelsen, kan ligne krummer og almindelig klubdrift, men det kan være det samme, for set fra Overgaards side sker der åbenbart ikke meget i bestyrelsen, og skal der rykkes, så sker det hos sportschefen. Pierre Overgaard er en mand, der rykker, han er klar i mælet og verbalt skarp som en kniv, og der skal ske noget. Med det gemyt kan en bestyrelse være en tung dansepartner, og hvis det går for langsomt, kan han ligeså godt selv udføre opgaverne.

På den måde har sportschefen tiltaget sig mere og mere magt, har samlet de centrale arbejdsopgaver hos sig selv og tager sig af det meste i klubbens tjeneste. Pierre Overgaard er ikke bare sportschef - han er KFUM´er og stribet ind til hjertet.

I bestyrelsen vil man gerne tage nogle arbejdsopgaver fra Overgaard, for som flere har sagt til mig: Hvad nu, hvis han stiller skoene i morgen? Så er KFUM på den, for Pierre Overgaard ved det hele, så kampen handler om en magtkamp mellem en stærk sportschef og en bestyrelse, der er tung i det og med en formand i spidsen, der formentlig stopper til foråret.

Det rejser så spørgsmålet, hvem der skal være hans afløser, og jeg har allerede hørt navne som Lars-Christian Brask og Gerhard Klaschka nævnt.

Klaschka har rekorden for flest spillede 1. holdskampe i klubben med 423 og er ærke-KFUM´er, men har angiveligt sagt nej tak. Brask ser de fleste af 1. holdets kampe og er sponsor i klubben, og hvis de rette omstændigheder er på plads og klubben ønsker det, stiller han op. Om det så sker, må tiden vise.

Foreløbig skal ufreden løses, og den rammer alle i KFUM hårdt, for de er ikke vant til intriger og uro, og hvad værre er for mange:

Hvis Pierre Overgaard stopper, så stopper også købmand Michael Møller med at have café Finten i klubhuset, og det er en presbold, der kan tages og føle på. Så venter der for alvor nye tider i klubben, for så smuldrer samlingspunktet og klublivet måske også.

Mens Allan Markussen er taget på ferie sydpå, så tales der ivrigt hjemme på Lillevang mellem centrale aktører. De fleste er enige om, at Pierre Overgaard har for meget magt og viden, men hvordan man får den fra ham og samtidig beholder ham, er det store spørgsmål.

I bund og grund har sportschefen sagt op og stopper til nytår, men så simpelt er det ikke.

3. november er der indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde i KFUM. Eller »opklaringsmøde,« som det kaldes.


Anders Kamper er sportsredaktør på DAGBLADET Roskilde/Ringsted/Køge og har fulgt Roskilde KFUM gennem mange år.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?