9. maj 2021
George Altirs er en tilfreds ejer og hovedaktionær i HB Køge, som er Capellis vigtigste klub netop nu. Foto: Anders Kamper
George Altirs er en tilfreds ejer og hovedaktionær i HB Køge, som er Capellis vigtigste klub netop nu. Foto: Anders Kamper
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Interview: HB Køges ejer er tilfreds - men vil videre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Interview: HB Køges ejer er tilfreds - men vil videre
Sport DAGBLADET - 27. april 2021 kl. 12:37
Af Anders Kamper

Når Capellis og HB Køge ejer, George Altirs, et par gange om året er i Køge for at besøge HB Køge, bliver han mandsopdækket af klubbens folk og fulgt rundt stort set hele tiden.

På et par dages visit i Danmark er der masser at vise og fortælle, så hvert et minut i døgnets lyse timer bliver brugt effektivt på møder, at blive vist rundt og få fortalt, hvordan det går med det projekt og den sag, det hold og den bygning.

Ikke et øjeblik bliver spildt, og i dette stramme program blev der afsat 15 minutters interview til www.sn.dk, som blev klemt ind i pausen af kvindernes kamp lørdag mod FC Nordsjælland. En kamp, som HB Køge vandt 5-0 til klubejerens udelte glæde under tophuen i det friske danske forår.

Capellis head of project, Anders Bay, lukker os ind i sponsorloungens lune og stilhed, spørger til kaffetrangen og lukker døren bag sig. Klik.

24 timer forinden, fredag, sad George Altirs ved højbordet i loungen ved siden af, hvor Søren Randa-Boldt blev præsenteret som ny cheftræner for kvinderne til sommer og hvor Kyra Carusa og Kelly Fitzgerald forlængede deres kontrakter med HB Køge med et par år.

På det pressemøde lagde Altirs ikke skjul på, hvad han tænker på og drømmer om i HB Køge. Klubben, der er blevet frontklub i Capelli Sport og har Per Rud som global fodbolddirektør og snart får mændenes cheftræner, Auri, som teknisk direktør.

- Jeg er så glad for at være med i det her, og jeg ved, at en masse mennesker arbejder hårdt med projektet, og det har de gjort fra den dag, vi kom ind i HB Køge. Min drøm er at skabe en af de bedste klubber i verden - jeg drømmer og tænker stort - men vi starter i det små og bygger op nedefra, sagde Altirs til forsamlingen af klubfolk, bestyrelse og andre af klubben nærtstående.

Og der blev lyttet efter hvert et ord, for det er næsten for godt til at være sandt at høre den slags for inkarnerede klubfolk, der kender både Køge og Herfølge Boldklubs lidelser.

- Vi vil være nummer et, og nu starter vi i Danmark, derefter Europa, og derfra vil vi være verdens bedste. Vi kan ikke gøre noget uden støtten og opbakningen fra byen, vores partnere og sponsorer, sagde Altirs med et smil i ansigtet.

Godt partnerskab

Han uddybede om Capelli på klubdirektør Per Ruds opfordring:

- Capelli er globale, og vil være globale, men her er vi en dansk klub med en dansk ledelse, og så er der amerikanske spillere her også. Vi har et rigtig godt partnerskab med HB Køge, og herfra bygger vi op globalt. Vi vil bruge alle vores kræfter og ressourcer på at støtte klubben og bygge op, og jeg kan kun være stolt over den gruppe mennesker, der er her nu. Vi er et dream team, og jeg har været inde i mange bestyrelser med mange mennesker, og her er der en gruppe mennesker, der vil gøre alt for, at det her skal blive en succes. Vi er i gang med et projekt, og det er vigtigt for mig, at kvinderne er ligestillet med mændene og har været det fra dag et. Jeg ville have, det skulle være sådan, og nu kører vi, og der er intet, der kan stoppe os - nothing can stop us. Vi vil arbejde hårdt og hele tiden at gøre det bedre end i går, og jeg en stor tiltro til, at det bliver en succes, sagde Altirs.

Det var i januar 2018, at dengang helt ukendte Capelli blev præsenteret som ny tøjsponsor i HB Køge som afløser for Nike, og i sommeren 2019 købte Capelli Sport og George Altirs så omkring 80 procent af aktierne i HB Køge. Lige siden er Capelli og HB Køge blevet flettet mere og mere sammen, og i dag udgår al fodboldledelse i Capelli fra HB Køges kontorer i hovedtribunen på stadion i Køge. Capelli Sport er involveret i og ejer en række akademier rundt om i verden, hvor unge spillere udvikles og udklækkes, og virksomheden er sponsor i tyske fodboldklubber, en tyrkisk samt flere i hjemlandet USA.

Nu sidder George Altirs så i den grønne stol på den anden side af det lille bord i loungen.

Han smiler, udstråler venlighed og imødekommenhed og afslører en let rynken ved det ene øje, når et spørgsmål stilles. Afventende, nysgerrig, lidt på vagt.

- Det er meget spændende at være her og være tilbage igen. Jeg har ikke været her siden 2019, men jeg vil gerne kommer her et par gange om året for at følge med se og og høre, hvordan det går. Når jeg ser tilbage på, hvor vi var, da vi kom ind her i 2018 og 2019, så er jeg meget glad. Der sket rigtig meget mange steder, og jeg kan se fremskridt mange steder. Holdet her arbejder stenhårdt hver dag på at udvikle og komme videre, og det er jeg sikker på vil ske fremover også med den opbakning, vi oplever fra alle sider. Jeg ser en vilje til at ville gøre det bedre hele tiden, siger George Altirs.

Hvad var du faldt for her i HB Køge?

- Jeg faldt for klubben og projektet og fandt en klub at starte i, hvor vi kan bygge op og ud fra. Da de kom til os 2018-19, var klubben lille og ville have hjælp til at vokse og komme videre. Derfra har vi taget det skridt for skridt med Per (Rud, red.) og hans hold. Vi kan li´ at man prøver, øver sig og tester ting af, og så ser man, om det holder. Vores forhold har så udviklet siden, og vores mål er at blive en europæisk klub for både mænd og kvinder. Dengang havde vi ikke kvinder, men de kom så til. Grundlæggende kunne vi li´, hvad vi så dengang, og det er hverken spild af penge eller tid for os - når folk her leverer og arbejder hårdt med det potentiale, der er her, så kører vi. Nu er vi her, siger Altirs med glød i stemmen.

Han brænder det skib, der er søsat.

- Jeg elsker fodbold, og jeg synes rigtig godt om Danmark. Folk er uddannet, de taler engelsk, er åbensindede, og vi er i Europa. Det her er en god klub med en sund kultur. Der er alle muligheder for at få succes her, og med tiden skal vi blive en af de bedste klubber. Det her er vores platform for at promovere Capelli Sport for vores partnere.

»Vi vil være bedst«
Altirs drejer ind på fodbolden:

- Selvfølgelig skal vi have mændene i Superligaen. Vi vil være bedst, og derfor sker der meget på trænerfronten og mange andre steder, så vi er godt forberedt. Med kvinderne havde vi en femårs plan om at komme i Champions League, men de er allerede godt på vej. Bare se nu! Nu kommer Daniel Agger og Lars (Jacobsen, red.) til sommer, og de skal have os op i Superligaen så hurtigt som muligt. Men det må heller ikke gå for stærkt. Vi skal være klar, og vi har en plan for de kommende tre-fem år. Vi skal helst ikke op og rykke ned igen året efter. Det skal være bæredygtigt og ud fra en langsigtet plan, så vi kommer op i Superligaen og bliver oppe, siger Altirs med ro og selvsikkerhed i stemmen.

Hvad siger du til, at Daniel Agger skal være cheftræner?

- Jeg kender ham ikke som træner, for han har ikke haft et hold, men jeg kender ham som spiller. Vi har talt rigtig meget om, hvad han kan gøre for klubben, og det er stor mulighed for begge parter. Han kan starte sin karriere her, og han skal nok gøre det godt og hjælpe os via hans viden og netværk og erfaring. Han er, om ikke en nationalhelt, så tæt på og velkendt. Jeg har talt mange gange med Daniel over Zoom, og han er en god og klog fyr og en hardworker. Han skal være med til at bygge her og bringe os et skridt videre.

Hvor mange penge er du klar til at investere her de kommende år for at nå de mål, I har sat?

- Jeg kommer ikke med tal, men vi investerer det nødvendige. Det skal være disciplineret, så vi er sikre på at få det ud af det, vi vil, uden at det bliver vanvittigt.

Er Capelli og HB Køge nu bundet sammen i al fremtid?

- Vi er her for at være med i lang, lang tid, og hvis det er for livet, så ja.

Hvad synes det om dette stadion?

- Meget fint, vi har 1. klasses forhold, men er ikke helt i mål. Vi har holdt møde med byen (og borgmester Marie Stærke, red.), og vi har fortalt, hvad vi vil og håber på. Det var et godt møde, og jeg håber da, at stadion kan bygges til, så det er klar til Superligaen om nogle år, og gerne så vi også kan være vært for kampe på europæisk niveau. Jeg håber, at byen vil bakke op om at gøre stadion færdigt. Vi gør vores del ved at bygge en god klub for unge drenge, piger, mænd og kvinder, og så håber jeg, at byen bakker op om at hjælpe med gode faciliteter. Vi skal have gode og færdige faciliteter. Det skal ikke presses igennem, men selvfølgelig gerne så hurtigt som muligt. Der skal være en plan, så vi har lige så gode forhold som i mange andre byer og klubber i Danmark.

Kvindeholdet har taget alle med storm - er du overrasket over, at det er gået så hurtigt med at komme i toppen?

- Ja! Ingen af os havde regnet med, at det ville gå så hurtigt. Vi vidste, vi ville komme i toppen, men ikke helt derop. Holdet har gjort det fantastisk, og det gælder alle.

Stærkere kvindehold
Og holdet bliver stærkere i Champions League næste sæson?

- Ja. Vi skal kunne være med på det niveau, vi tilhører.

Hvor meget tid bruger du på HB Køge om ugen?

- Meget. Vi holder mange Zoom-møder, og jeg følger med. Vi er ved at bygge en stor organisation her, og det tager tid. Store resultater kommer ikke bare, det tager tid og skal bygges op. Jeg vil gerne være med, så vi udvikler os, siger Altirs.

Ikke ret mange kender Capelli - hvor stort er det brand?

- Vi kæmper hårdt at have en plads blandt andre og store brands. Vi har et godt team i USA, Tyskland og Danmark, vi bygger vores brand op og vil konkurrere med de store brands. De gør deres, og vi gør vores, og vi vil have en stor kundetilfredshed med vores produkter, så både design og service er i orden, og så tager det så os hen, hvor det gør. Vi gør det godt og har en plads på markedet i USA, og vi er med flere tyske klubber. Jeg er tilhænger af små skridt, så vi kan følge med og har det godt, hvor vi er. Vi erobrer markedsandele og er glade for det. Vi vokser hele tiden og år for år.

Hvordan kom Capelli ud 2020 også i relation til Covid-19?

- Vi er et privat firma, og vi klarede os rigtig fint på trods af Covid-19. Thank God. Vi investerer, og vi har klaret os ret godt.

Var du på noget tidspunkt bange for, hvad der ville ske med forretningen i 2020?

- Ja, selvfølgelig. Det, der skete i februar i marts sidste år i Europa og USA, ramte alle. Vi var da bekymret, men finansielt er vi stærke og godt stillet, og vi har dygtige folk ansat - de kæmpede hårdt for os, også for at sikre fremtiden for firmaet.

Er starten på 2021 tilfredsstillende?

- Ja, meget fin. Vi har et fint momentum nu, og forhåbentlig er rigtig, rigtig mange mennesker vaccineret om tre-fire måneder, og så kommer vi forhåbentlig tilbage til en vis normalitet. I 2022 kan vi forhåbentlig komme tilbage til, hvor vi var i starten af 2020.

På slaget 15 minutter går døren til loungen op, og Anders Bay står der igen:

- 2. halvleg er netop startet, og jeg ved, at George gerne vil se resten af kampen, så...

George Altirs takker venligt, finder tophuen frem og lyner jakken op.

Da de sidste 45 minutter er slut nede på græsset, står der 5-0 på måltavlen.

Mændene tabte til FC Fredericia, men kvinderne baskede FC Nordsjælland.

Det var trods alt en ok dag for den amerikanske ejer i HB Køge.

Planlægger du at holde den kommende sommerferie uden for Danmarks grænser?