Det var ikke mange minutter HØJ-cheftræner brugte til taktiske dessiner i pausen af lørdagens hjemmekamp mod Odense i håndboldmændenes 1. division.
I stedet blev spillerne sat til at varme op påny for - blev der tænkt rundt om i den tilskuertomme Jyllinge-hallen - at få noget ilt til hovederne.
15-15 på tavlen halvvejs henne var ikke imponerende, og det var ellers ikke fordi, det havde skortet på muligheder for at trække fra.
5-3 efter otte minutter og tre fynske forbiere, og så en udvisning til gæsterne. Men blot 7-5 på tavlen, da HØJ var færdig med at spille i overtal, og efter et lille kvarter kaldte Fredin til timeout med 9-8 på tavlen.
Det hjalp. 12-9 efter 19 minutter, hvor så Odense kaldte kaldte time-out og gik over til at spille syv mod seks.
Det gav HØJ-keeper Rasmus Døssing en fin mulighed for at komme på tavlen efter egen redning, men han skød forbi tomt mål, og nok scorede Jeppe Hjorth til 13-9, men værterne fik pludselig store problemer med at få bolden i mål på Odenses »indhopper-keeper« Christian Trans.
Denne nærmest tæmmede et straffekast fra Bo Spellerberg med fodsålen, pillede Hjort og stillede sig i vejen for kontraløbende Tobias Myssing, og gæsternes Mikkel Søby var et lob på overliggeren fra at udligne til 13-13.
Udligningen kom altså, men pause-opvarmningen hjalp - specielt takket være Marcus Stroustrup, der tog bolden i egen hånd, og indskiftede Victor Bang, som for i den grad tog fra i målet.
Syv minutter efter pausen havde Bang fire redninger - heraf én på straffekast - og Stroustrup havde for fjerde gang, så tavlen hed 20-16, og denne gang slap HØJ ikke taget.
Træfsikre Villads Raahaugescorede i tomt mål til 23-18 efter 41 minutters spil, og med et lille kvarter igen løb just indskiftede Emil Bramming kontra til 28-20, og så var det blot et spørgsmål om sejrens størrelse og om at få hele bænken i spil, så alle HØJ-spillere fik sved på panden af andet end opvarming.
33-26 endte Ølstykke-Jyllinge-mandskabet med at vinde, og Villads Raahauge fik en dusk blomster med hjem som »man of the match« takket være fin forsvarsindsats og otte mål på ni forsøg.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her