I en til tider ganske velspillet kamp med mange chancer i begge ender lykkedes det fredag aften for HB Køge at score på egen bane igen.
2-1 vandt holdet over de sjællandske rivaler og oprykkere fra FC Helsingør, og med sejren fik HB Køge brudt 15 halvleges målforbandelse hjemme, da Jubril Adedeji scorede til 1-0 efter 20 minutter.
HB Køge havde andre gode muligheder, og det samme havde FC Helsingør, og det var helt fortjent, at Carl Lange udlignede efter 67 minutter, da han trak på tværs af feltet og udplacerede Oskar Snorre med et godt skud.
Helsingør havde siden blandt andet en tredobbelt mulighed i feltet, som blev afværget, og HB Køge forsvarede sig til sidst med hele holdet, når gæsterne kom rullende, og sandelig ikke, om Mathias Høst efter 90 minutter snuppede bolden på egen banehalvdel, spurtede op langs siden, spillede Valon Ljuti på midten, der siden fandt en fri og fremstormende Mark Gundelach i højre side.
Han kiggede op og ind i feltet, hvor Liam Jordan dukkede sig lidt ned og med panden drejede bolden ind til 2-1 og ekstatisk jubel over føringen, der kort efter endte med en sejr.
Dermed har HB Køge vundet efterårets første og sidste hjemmekamp med 2-1 og ikke scoret hjemme i alle de mellemliggende kampe.
Det til trods er holdet stadig med i tabellen, og de tre point betyder, at holdet nu er på linje med Fremad Amager og blot et point efter FC Helsingør i kampen om at snige sig ind i top-6.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her