Har man set Nykøbing spille i løbet af det seneste år, vil man med garanti også have lagt mærke til den offensive midtbanespiller Emilio Simonsen. Én ting er, at han nærmest er for god til 2. division, hvor Nykøbing jo spiller (lidt endnu i hvert fald) - noget andet er, at han også sidste forår i 1. division brillerede en hel del for Falster-mandskabet.
Det opdagede ikke mindst HB Køge et par gange ved selvsyn, og nu har østsjællænderne hentet Simonsen på en kontrakt, der løber hele tre år. Det skriver klubben på sin hjemmeside tirsdag. Med så lang en kontrakt er tiltroen til midtbanemanden tydeligvis meget stor - og Simonsen ligner da på forhånd vurderet også en mand, der kan gå ind og gøre en forskel hos HB Køge med sin imponerende fart og fine teknik.
Den 21-årige Simonsen debuterede allerede som 19-årig i Superligaen for Lyngby - som da også har ejet ham indtil nu. Men i 2020 har han så været udlejet til omtalte Nykøbing FC og det som omtalt med stor succe. Så at HB Køge gerne har ville slå kløerne i Simonsen efter det overståede lejeophold - virker ganske logisk.
HB Køge-direktør Per Rud synes da også ganske begejstret over nyerhvervelsen.
- Emilio er et stort talent og han har fået en god fodboldopdragelse. Emilio er fodboldintelligent og rigtig god til at læse og forstå spillet. Han er hurtig, direkte og udfordrende i sit spil, og har potentialet til at være en kampafgørende spiller. Det seneste år har Emilio så været udlejet til Nykøbing FC, hvor han har gjort det rigtig godt, og har fået masser af spilletid, siger Rud i pressemeddelelsen.
Heri tilføjer Emilio selv:
- Jeg synes, det er et spændende projekt i HB Køge. Der er en masse gode spillere, og jeg har fået mig en god snak med Auri, og føler, at det er det rigtige for mig. Jeg kommer med hurtigt spil, og er en god, teknisk fodboldspiller, der gerne vil spille hurtigt og spille i de små rum.
Emilio Simonsen kan dække alle pladser på midtbanen - måske minus en klassisk »sekser« - men vil allerhelst spille 10'er-position på den offensive midtbane.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her