19. oktober 2021
Frederik Erringsø i sin nye AG2R U23-dragt. Privatfoto
Frederik Erringsø i sin nye AG2R U23-dragt. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Frederik vil ære sin afdøde holdkammerat

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Frederik vil ære sin afdøde holdkammerat
Sport DAGBLADET - 27. september 2021 kl. 13:30
Af Kasper Nørgaard Hansen

Lørdag d. 18. september blev ikke bare cykel-Danmark, men faktisk nærmest hele Danmark ramt af et chok af en anden verden: Den folkekære og højt estimerede eks-cykelrytter Chris Anker Sørensen døde i lørdags på en træningstur i Belgien - hvor han var afsted for TV2 for at skulle kommentere VM i landevejscykling.

For 19-årige Frederik Erringsø fra Svogerslev var denne tragiske ulykke en ubehagelig påmindelse om den episode, der skete i 2019 under etapeløbet Tour de Himmelfart, hvor Team Roskilde Junior-rytteren Andreas Sarbo blev påkørt af en bil under enkeltstarten - og på frygtelig vis mistede livet.

Erringsø var ikke blot holdkammerat med Sarbo, han var rent fysisk også ualmindeligt tæt på den ubegribelige ulykke, genfortæller han.

- Jeg startede min enkeltstart fem minutter efter Andreas, så da jeg kom op på toppen af en bakke i starten af enkeltstarten, kunne jeg bare se en ambulance, der holder. Og så så jeg Andreas ligge i skødet hos en person. Jeg nåede bare at tænke »shit«, men så gik der 10 sekunder, og så var jeg tilbage i »race mode« igen, genkalder Frederik og fortsætter:

- Tanken om, at han kunne komme SÅ slemt til skade strejfede mig slet ikke dér. Jeg har aldrig været i nærheden af et dødsfald på den måde, så jeg havde ingen anelse om, hvad der var sket.

Hvordan husker du tilbage på Andreas Sarbo?

- Jeg husker ham som en enormt positiv og hjælpsom holdkammerat, og det nød jeg rigtig godt af som førsteårsrytter på holdet i 2019, hvor Andreas jo var andenårs. Jeg havde brug for hjælp til, hvordan man gjorde tingene, og ligegyldigt hvor dumme spørgsmål jeg stillede, var han altid klar til at hjælpe, tilføjer Frederik Erringsø.

Og lige præcis det med at hjælpe, det var netop, hvad Andreas Sarbos forældre en rum tid efter ulykken tog op. Og de stiftede fonden Ride for Andreas - en minde- og støttefond til ære for den afdøde rytter. Fonden uddeler hvert år tre forskellige legater, hvoraf årslegatet #rideforandreas er det største rent økonomisk.

Om dette legat skriver fonden på sin hjemmeside således om ansøgningskriterierne:

»Til en værdigt trængende talentfuld juniorrytter, eller U23 rytter i sine første år, som har brug for særligt udstyr eller dækning af leveomkostninger, mens al rytterens energi lægges i at forfølge sine drømme om at bliver professionel.«

Søgte 50.000 kroner

Frederik Erringsø søgte i sommer legatet på 50.000 kroner - og dét gjorde han formodentlig ikke mindst, fordi han netop er flyttet tíl Chambery i Frankrig, hvor han per 1/9 har fået kontrakt hos AG2R's U23-hold. Og for nylig fik han så at vide, at han netop var blevet udvalgt som modtager af legatet.

- Jeg blev rigtig, rigtig glad, da jeg fik beskeden. Jeg havde da håbet på det, men man er jo aldrig sikker på noget som helst, og jeg tænker ofte at »der er nok nogen, der fortjener det mere end mig«. Men det var en stor lettelse.

- Det giver lige lidt større økonomisk sikkerhed til at klare de leveomkostninger, jeg har hernede. Jeg skal ikke kæmpe for at få råd til mad på bordet, men kan i stedet lægge al mit fokus på at forfølge drømmen om at blive professionel. Hvilket jo også er hele meningen med legatet, sammenfatter 19-årige Erringsø.

Rejser du til udlandet i år?