25. juli 2021
Henrik Vendelbo (th.) sammen med Virums sølvhold i sidste sæson. Fra venstre er det Mikkel Hinderson, Theo Dyekjær, Christian Kongsgaard og Martin Buch.
Henrik Vendelbo (th.) sammen med Virums sølvhold i sidste sæson. Fra venstre er det Mikkel Hinderson, Theo Dyekjær, Christian Kongsgaard og Martin Buch.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Formand Vendelbo vil have flere til bordet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Formand Vendelbo vil have flere til bordet
Sport DAGBLADET - 16. juli 2021 kl. 08:55
Af Anders Kamper

- Må jeg ringe eller holder du ferie?

I disse tider kan det været meget godt at sms-forberede sine kilder en smule, inden der kaldes op, og efter en time og et kvarter kommer svaret fra Henrik Vendelbo fra liggestolen i Italien:

»Du er velkommen til at ringe".

- Der er alligevel så mange, der ringer og skriver om det ene og det andet om, »hvorfor gør vi ikke det«, og »hvorfor skal vi betale det?«, fortæller Vendelbo, da opkaldet er en realitet.

Som formand for et nationalt idrætsforbund kan man (åbenbart) ikke bare sådan holde fri i sin ferie, og Vendelbo tager det med godt humør og oprejst pande.

Den 13. juni lod han sig vælge til formand for Bordtennis Danmark, og med et slag var den mere anonyme hverdag i Virum-Sorgenfri Bordtennisklub skiftet ud med meget opmærksomhed og et krav om at have svar på rede hånd.

Vendelbo gør sit bedste, og han brænder for bordtennis i almindelighed og dansk bordtennis i særdeleshed. Derfor ville han afløse Anders Mølgaard som formand, og nu har Vendelbo »den« - depechen - samt serveretten, når noget skal ændres eller besluttes.

Skal sætte en retning
Battet er endnu ikke lagt på hylden, men nu skal munden endnu mere i brug for at sætte endnu mere gang i det arbejde, der skal til for rejse bordtennis´en fra en mere og mere hensygnende tilværelse.

- Jeg elsker sporten, og lever af ledelse til daglig, og der er behov for, at dem, der tegner unionen forstår at sætte en retning og så skal den professionelle organisation være med til at udmønte det, vi beslutter, men jeg vil være med til at sætte en retning. Formandsrollen indeholder mange dele, som er spændende, og jeg har brændt for sporten i 40 år, fortæller Henrik Vendelbo.

- Jeg vidste, at Anders Mølgaard ville stoppe, og så tænkte jeg over det i et par måneder, om det var noget for mig. Jeg synes, jeg har noget at komme med, og så ville jeg gerne fortsætte det arbejde, den tidligere bestyrelse satte i gang i 2019 omkring vækst. Jeg starter ikke fra nul med en strategi, og efter corona skal arbejdet intensiveres nu. Vi skal have flere til at spille bordtennis.

Vækst er dit hovedfokus?
- Ja, men også, hvordan vi gør det. Uden vækst, så dør vi, for de sidste 10-15 år er det gået ned ad bakke med antal medlemmer, og til sidst ender vi med syv-otte store klubber, og det har ingen gavn af. Bordtennis skal ud og leve i alle hjørner, og vækst handler også om opmærksomhed, så vi skal forsøge at få arrangementer til Danmark, så de allerbedste spillere kommer hertil. Bordtennis er ikke bare en fritidshjems-sport, men den største sportsgren i Kina med over 200 mio. spillere.

Hvor mange bordtennisspillere skal der være i Danmark om fem til 10 år?

- I dag er vi godt 10.000, og jeg ser gerne, at vi i 2025 er 15.000 medlemmer - så vil jeg være ovenud lykkelig. Det halve er også fint, bare vi kommer fremad.

Hvorfor har bordtennis-sporten mistet sin attraktion?

- Spørgsmålet er vel, om den nogensinde haft en i Danmark? Der har været flere spillere, ja, men det var i en tid uden fx esport og med færre sportsgrene, og hvis ikke de små sportsgrene har en med x-factor, så har de det svært. Vi har haft Michael Maze, der gav et boom, men hvis vi ikke formår at fastholde det, når han ikke leverer længere så er det lige meget, siger Henrik Vendelbo.

Han går med tanker om at henvende sig til Undervisningsministeriet for at få bordtennissporten længere frem.

- Hvorfor står der ikke et bordtennisbord for hver tre klasser, der er på en folkeskole? Det var der, da jeg var dreng.

Men de unge gider vel ikke spille på dem?

- Måske, men hvis de ikke ved, at sporten er der og de ikke påvirkes til at spille, så er det svært. Lige så snart, man stiller et legeredskab til rådighed, så begynder man at bruge det, og der skal vi være bedre.

Langsigtet arbejde
Sundhedsministeriet skal også spil, ifølge formand Vendelbo.

- Der er så meget forskning, der viser, at bordtennis er fantastisk, når man bliver ældre. For helbredet, men også for hjernen med skru og koordination, som andre sportsgrene ikke kan tilbyde. Det kunne da være en spændende tanke med bordtennisborde på genoptræningscentre og plejecentre - det giver ikke flere medlemmer, men det kunne være med til at skabe opmærksomhed og noget med, at »bordtennis er noget vi spiller og dyrker« her i landet.

Henrik Vendelbo er ude i det langsigtede arbejde, hvor der ikke findes lette løsninger, men skal knokles fra klub til klub og egn til egn.

- Ingen skal sige, at det ikke kan lade sig gøre. Vi bliver ikke som kineserne, men vi kan da stile lidt højere end bare at være en nichesport. Bordtennis er tilgængeligt for alle, hvis vi vil det, lyder det.

Er du regulært bange for, at bordtennissporten vil dø?

- Den dør vel ikke, men jeg møder altså folk, der nærmest ikke aner, at bordtennis er en sportsgren og at der spilles DM hvert år! Der skal selvfølgelig være en elite, men eliten kommer nedefra. Groth og Maze er og var store talenter, som er kommet ud af et træningsmiljø, der er udviklet i gode træningsfaciliteter, og deres typer kommer pt. kun hvert 50. år, men ikke uden de optimale betingelser og uden nogen at se op til og alt det. Sporten dør ikke bare ud, men den får meget svære kår, hvis vi ikke sikrer, at nogen synes, det er fedt at spille bordtennis. Vi skal være flere, siger Vendelbo.

- Vi skal gøre opmærksom på os selv i mange forskellige sammenhænge, lave arrangementer, uddanne klubfolk og lave samarbejder med ministerier, så vi fortæller, at vi ikke er en fritidshjemssport - det er en reel sportsgren.

Hvem er lokomotiverne i dit væksttog?

- Det er jeg selv, og så har vi nogle ansatte i administrationen i Idrættens Hus med Martin Lundkvist som direktør. Han har været med hele vejen og er enormt vigtig. Vi arbejder godt sammen, og nu skal jeg lægge en masse timer i at få arrangementer til Danmark, og det har vi ikke haft siden 2013. Derfor var jeg til EM i Polen for nylig for at lære nogle internationale folk at kende og netværke, så vi med tiden kan vise sporten frem herhjemme.

Hvor kommer din kærlighed til bordtennis´en fra?

- Jeg startede til fodbold og var god til det, men hadede de hårde grusbaner om vinteren. I hallen ved siden af grusbanen spillede de bordtennis, så der startede jeg som 10-11-årig i Glostrup. Jeg var pivdårlig, til jeg blev 17-18 år og blev aldrig A-spiller, men efter at have spillet i Taastrup kom jeg til Virum i 1989, og derfra rykkede det. I midten af 90´erne kom jeg så på landsholdet, og hele vejen har det været sjovt, fortæller Vendelbo.

Han var dog lige omkring Roskilde i 2009-10, og det er også blevet til et år i Thy, men Virum-Sorgenfri er basen og hjerteklubben for Bordtennis Danmarks nye formand, der er kommet på - og har påtaget sig - noget af en opgave.

Glæder du dig til, at Tour de France kommer til Danmark i 2022