18. oktober 2021
Der er kommet lidt sadler tilbage.
gallery icon

Se billedserie

Der er kommet lidt sadler tilbage.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Efter stort tyveri: - Langt fra normal hverdag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Efter stort tyveri: - Langt fra normal hverdag
Sport DAGBLADET - 22. september 2021 kl. 16:51
Af Anders Kamper

Fem dage efter, at ubudne gæster stjal sadler og hovedtøj for op mod en million kroner hos dressurparret Joachim Thomsen og Rune Willum på Stevns, er hverdagen langt fra ved at indfinde sig.

Vist er der kommet lidt sadler og andet udstyr tilbage på deres lille ridecenter ved St. Taarnby, men det er lånt og indsamlet fra de hundrede af dressurryttere fra hele landet, der siden fredag formiddag har tilbudt deres hjælp.

- Du ser bedre ud end jeg troede, siger Tina "mor" Nielsen, der onsdag havde taget turen fra Tørring ved Vejle for at køre sadler og hovedtøj til Stevns.

Tina Nielsen er en af hesteejerne hos Dressurstald Willum Thomsen, og hun har de seneste dage været rundt for at samle sammen. Seks sadler havde hun med i bagagerummet til Sjælland plus lidt hovedtøj.

- Det går også bedre, replicerer Joachim Thomsen, der dog hverken er glad eller frisk. Han ser træt ud og er stadig trist over, hvad der er sket.
Natten til fredag blev 25-30 sadler stjålet fra to sadelrum i deres stalde, og dertil en masse andet udstyr. Tyvene brød bagdørene i staldene op, fandt nøglerne til sadelrummene og tømte dem for alt af værdi. Alt.
Tina Nielsen tager afsked med, "nu har jeg 300 km hjem", Joachim Thomsen takker hjerteligt. Hverdagen skal gå videre.

- Det er en tom fornemmelse, men det bliver da lidt sjovere at komme herind, når der hænger lidt sadler igen. Det hele har været lidt ligegyldigt, og jeg har svært ved at tage mig sammen til noget. Overskuddet er væk, men nu skal hovedtøj og bid passes til i det udstyr vi har lånt, sadler det sammen, og det er et kæmpe arbejde. Det er svært at overskue. Det hele er bare væk for os, ærgrer Joachim Thomsen sig i sadelrummet i den nyeste staldbygning.

- Alt var passet til hver enkelt hest, og jeg er totalt perfektionist, og vi gør, hvad vi kan for, at det er optimalt for vores heste, men intet er optimalt for dem. Og udsigten til det normale er rigtig lang, og tanken om det er hård. Nu skal det hele stykkes sammen igen, og vi skal forholde os til, at det hele er væk, at vi får noget nyt ind, som der skal holdes styr på. Og så skal der skaffes noget nyt. Jeg var forbi en forretning i mandags, hvor jeg bare hev ned fra tavlen, hvad jeg kunne bruge! Grossisten var der tilfældigvis, så jeg bestilte "tre af dem," "fire af dem og "syv af dem", men jeg skal vente på leveringen, fortæller Joachim Thomsen.

Lige nu er han og Rune Willum 10-15 procent på plads, så der er lang vej tilbage.

I weekenden skal Joachim Thomsen ydermere ride mellemrunden i unghestechampionatet i Karlslunde på Follow Your Heart, men forberedelserne har langt fra været gode.

- Jeg er ikke fokuseret, og det hele har føltes lige meget, men den er jo kvalificeret, så vi kommer selvfølgelig. Jeg skal bare finde overskuddet, og vi skal gerne i finalen senere på året. Jeg prøver, men det er tungt.
Joachim Thomsen vender igen og igen tilbage til den store interesse, der er vist fra alle kanter for at hjælpe.

- Der er en gravid dame, der har henvendt sig og skrevet, vi kan låne hendes udstyr, mens hun er gravid. Det er da fantastisk, og det er helt sindssygt så mange, der vil hjælpe. Mange skriver, men jeg får ikke svaret halvdelen af dem, men vi er dybt taknemlige over det hele, siger Joachim Thomsen.

Hver eneste henvendelse vurderes ud fra, om størrelsen på udstyret passer til de heste, der er stående på gården.
- Jeg tror, vi er dækket ind nu, og vi er nok nødt til at bruge en sadel til to heste, selv om vi normalt ikke gør det. Alle har hver deres, men i en periode må de dele, selv om det ikke passer mig.

- Mine dyr skal have det godt og det perfekte udstyr, og det skal være i orden! Nu skal det sidste samles ind og passes til, og så der skal deres rides igen.

Det nye udstyr er endnu ikke bestilt, men sikkert er det, at der går fire til seks måneder, før det lander på Stevns. Og forsikringen skal være inde over for at betale.

- Hvis de ikke dækker det her, så har vi et problem, siger Joachim Thomsen netop som gemal Rune Willum melder sin ankomst med tre sadler, der er hentet på vejen hjem fra en træneropgave.
Hverdagen er ikke, som har har været hos Dressurstald Willum Thomsen.

arrow Læs også: Sadler for over en halv million stjålet
Rejser du til udlandet i år?