

Se billedserie
Det var ikke det samme TMS Ringsted-hold, træner Thomas Brønd lørdag sidst på eftermiddag sendte i aktion, som det der weekenden inden tabte 22-27 hos 1. divisions bundprop Stjernen. Det var det simpelthen ikke. De må have tvillingesøstre alle til hobe.
Eller, måske mere tænkbart.
Det var et aldeles forvandlet TMS-hold, der lørdag slog SønderjyskE med 23-21 i Dansk Kabel TV Arena. Det var fight for alle pengene, det var vilje og det var fart. Og det var millimeterpræcis viden om, lige præcis hvornår det var allervigtigst at slå til.
TMS'erne var foran gennem hele første halvleg - pånær lige, da en 7-5 føring blev sat over styr, så den hed 7-8 efter et brændt Julie Frilund-straffekast med fem minutter til pausen. Men haps, haps, haps - så tryllede Kamilla Davidsen lige i mål og nåede op på ti redninger, så tavlen igen skiftede førerhold til 9-8, og Davidsen sluttede så lige af med også at nappe et straffekast.
Lyn og torden samt splitte mine bramsejl om ikke SønderjyskE allerede fem minutter efter pausen var nødt til at kalde time-out. Nede med 12-9, og TMS'erne fortsatte med at være i teten frem til 17-13, hvor Davidsen igen nappede straffekast.
Da var der spillet et kvarter af anden halvleg, og midtsjællænderne har åbenbart en idé om, at så skal man holde time-out.
Nej, det behøver man ikke, når nu det lige kører så godt. Rytmen kan blive brudt og blev det, og seks minutter senere var SønderjyskE på sejrskurs foran med 18-17.
Det blev også 18-19 med seks minutter igen, hvor så Frilund skød i paraderne, og Julie Kjær Larsen fangede riposten ude på venstre fløj. Hun gjorde mere end det - gav sig 100 procent ind over stregen, udlignede og trak en udvisning på den tidligere TMS'er Nina Bech.
Ren vilje, og det var også de to mål sat ind med, som Emma Dahl på hver sin side af en Kamilla Davidsen-redning satte ind fra højre back til 21-19.
SønderjyskE kom på 22-21 og havde bolden, men lavede teknisk fejl og så kunne Louise Wendelbo med et lob gøre det til 23-21 med 15 sekunder igen. Slaget var vundet og Stjernen-katastrofen er glemt.
Her billeder fra kampen. Foto: Jeppe Lodberg
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her