

Se billedserie
De to målmænd, Patrick Christensen og Sebastian Blynov, passede sig selv sammen med målmandstræner Kim Funder. Og de seks markspillere blev delt op i to grupper, som henholdsvis assistenttræner Jesper Myhrmann/fysioterapeut Jesper Frøberg og cheftræner Henrik Johannesen/assistent Thomas Moestrup kørte igennem to enkle øvelser med lidt bold på tå.
Efter en time var der farvel og tak til flokkene med blandt andre de to nye, Stephan Petersen fra HB Køge og Niklas Myhrmann fra Avedøre, og så mødte i alt 12 markspillere op og i tre hold af fire på den corona- og kegleopdelte kunstgræsbane kom de igennem samme rotation af øvelser.
Man kan roligt sige, at de startede i det små, Karlslundes tophold i danmarksseriens pulje 1, da de torsdag aften som et af de absolut få hold uden for divisionerne indledte vintertræningen med nøjsom overholdelse af alle restriktioner og anbefalinger i forhold til Covid-19.
Karlslunde-tropperne mødes som sådan to gange om ugen frem til den 7. februar, hvor forsamlingsgrænsen efter planen sættes op fra fem til ti.
Først fra marts måned, når grænsen øges til 50, kan træningen blive normal, ligesom der kan arrangeres træningskampe op til sæsonstarten, der efter planen er den 20. marts. Her lægger Karlslunde ud hos Husum fra den absolut tunge ende af rækken, og formen skal i hvert fald ikke være en undskyldning:
- Vi holder os i gang på denne måde. Spillerne får bevæget sig, og jeg kunne mærke på dem, at motivationen til at fortsætte selvtræningen derhjemme, var ved at være brugt. Vi kan selvfølgelig ikke træne alt på denne her måde, men konditionelt, styrketræning og koordineringstræningsmæssigt er det fint, sagde cheftræner Henrik Johannesen og tog det med et smil, at det for lige netop trænerne ikke er jordens mest spændende måde at træne på - to timer med samme øvelse og denne første dag endda to timer i stiv vestenvind.
Her billeder fra Karlslundes første træning. Foto: Jeppe Lodberg
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her