16. oktober 2021
Foto: Lindhardt og Ringhof
gallery icon

Se billedserie

Foto: Lindhardt og Ringhof
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Anmeldelse: Matti når han er allermest ærlig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Anmeldelse: Matti når han er allermest ærlig
Sport DAGBLADET - 16. september 2021 kl. 13:13
Af Kasper Nørgaard Hansen

Hvor godt kender du egentlig Faxe-drengen og cykelrytteren Matti Breschel?

Dybest set ikke ret godt, må jeg erkende, eller det vil sige måtte jeg erkende. For det gør jeg nemlig nu - på en helt, helt anden måde. Er der noget, Matti Breschel gør i sin nye bog »Væddeløber« er det nemlig i allerhøjeste grad at lukke op for godteposen.

Udtrykket »hudløs ærlig« er en kliché af den allerværste skuffe, når det kommer til anmeldelser af bøger og film. Men så lad os i stedet kalde Breschel for befriende ærlig i denne 251 sider lange Tour de force udi cykelanekdoter, fortællinger om venskaber og uvenskaber og beskrivelser af dén benhårde verden, som cykelmiljøet er.

Ni ud af ti gange når en sportsstjerne skriver en bog, er det på sin vis lidt »så som så« med forfattertitlen - fordi der som oftest er en ghostwriter i spil, som hovedpersonen i stedet har ladet føre pennen.

Det kan stadig blive til udmærkede bøger, bevares, for inden der er kommet en færdig bog ud af det, ligger der ofte snesevis af timers samtaler med hovedpersonen som baggrund og ballast.

Men når en sportsstjerne selv har nedfældet hvert eneste ord, kan det potentelt løfte sig fra fint til fremragende - såfremt hovedpersonen altså skriver godt. Og lad det være sagt med det samme: Det gør Matti!

»Væddeløber« består af 15 kapitler, og alene ved at kigge på titlerne på disse, bliver man interesseret og vil vide mere. »Huller i osten«, »Retur til en russer« og »Skråt op« pirker alle til nysgerrigheden, men i virkeligheden er det måske det lidt neutralt lydende »En kuffert på loftet«, som er bogens vildeste og mest overrumplende kapitel.

Boksekampe med far

Kapitlet handler nemlig om Mattis forhold til faderen Tom Breschel - en mand, som senere skulle blive Mattis træner og senere også en form for agent.

Tom Breschel - selv en tidligere cykelrytter - blev far til Matti allerede som 20-årig, og om det er derfor, at deres forhold til tider virker mere som to drengevenner end som et klassisk far-søn-forhold - skal være usagt. Men i hvert fald minder det ikke det fjerneste om dét forhold, jeg selv har til min egen far.

Startede i Køge

En 12-årig Matti var i 1996 begyndt at køre i Køge Cykel Ring efter et lille års tilløb med et par hyggeløb som optakt. Men allerede året efter var farmand Tom af dén holdning, at det absolut ikke var for sjov længere:

»Inden mit første løb som licensrytter i 1997, i Holstebro, bad han mig lave en dødsliste. Jeg spurgte ham, hvad han helt præcis mente med »en dødsliste«. Han stak mig en resultatliste fra året før med ryttere fra min årgang. »Nu finder du navnene på fem ryttere, du gerne vil slå ihjel, og noterer dem på et stykke papir. Når du så sætter dig op på cyklen, er listen det eneste, du tænker på. Det er sådan, man sætter sig op til løb,« sagde han...«

Jo tak, stærk tobak. Selv om ordet »dødsliste« naturligvis skal forstås billedligt.

Matti fortsætter senere:
»Min far demonstrerede også, hvordan man sætter andre på røven uden selv at styrte. Albuerne er et godt våben, men man kan også bruge hovedet til at stange med. Derudover kan man gribe fat om en anden rytters frempind, som holder styret, og trække den over mod sig selv. Rivalen vil forsøge at trække tilbage,og jo mere man presser, desto mere vægt lægges i modsat retning. Da min far skulle vise mig det beskidte trick under en træning, fløj jeg som fra en katapult ud over marken, da han gav slip på min frempind.«

Det er godt nok ikke mange fædre, der kunne finde på at få deres egen søn til at styrte på cykel for at illustrere et bissetrick, som kunne være nyttigt at kende. Men senere i bogen fortæller Matti sågar om en gang hjemme i rækkehuset i Faxe, hvor han og farmand helt korporligt kom op at slås.

»Jeg søgte min fars anerkendelse, men jeg var også i oprør mod ham. Jeg var en provokerende teenager«, glatter Matti ud og fortæller at optaksen til boksekampen var, at knægten havde valgt at male sine mors sko blå..

Hvis »en kuffert på loftet« er bogens største kæberasler af en overraskelse, er der også masser af guldkorn at komme efter alle mulige andre steder.

Succesen var ikke gratis

Bogen holdes nogenlunde kronologisk, uden at det dog føles slavisk eller opremsende ret længe ad gangen. Og kedeligt er det stort set aldrig. Vi følger Matti op gennem juniorårene, hvor han hurtigt bliver ét af de største talenter herhjemme.

Og i U23-tiden på det hedengangne - i dag næsten legendariske Team PH - fortsatte resultaterne med at være opsigtsvækkende.

Men man bliver ikke god uden ofre. Hundredevis af ofre. Et af dem hedder slik og søde sager. Eller til tider faktisk bare mad i almindelige mængder.

»Når jeg var i form, lå min vægt på 70 kilo. Der havde jeg det bedst. Det gav mig punch på små bakker, og jeg kunne stadig spurte, men hvis jeg skulle køre VM eller Grand Tours, skulle jeg ned på 68 kilo, ellers ville jeg blive sat. Et af de år jeg kørte Tour de France, sluttede jeg med en vægt på 66,5 kilo fordelt over 182 centimeter, og jeg havde udvendig kabelføring over hele kroppen i Paris. Blodårer stod tydeligt frem på benene, ballerne, ryggen og maven. For mange er det måske ikke et kønt syn, men cykelryttere er ligeglade. For dem er papirstynd hud et perfekt look.«

Matti revser ikke som sådan kulturen med den enorme fokus på vægt - men han blotlægger detaljerne i ekstremt grundig grad og lader os selv dømme.

I slutningen af 2004 blev den dengang 20-årige Matti Breschel kontaktet af Bjarne Riis som stod klar med en kontrakt hos CSC fra den kommende sæson.

Og det blev startskuddet til en lang karriere, som sluttede 15 års senere, da Breschel udgik efter få etaper af 2019-udgaven af Giro d'Italia .

Inden denne pen gik i gang med bogen, havde jeg i mange år faktisk tænkt på Matti Breschel som en rytter, der langtfra fik nok ud af sit talent.

I min hurtige og ikke-grundige erindring var Faxe-drengen fænomenalt god fra 2008 til og med 2010 - og så ebbede den karriere stille og roligt ud.

En af de bedste

Dét er ikke nogen fair beskrivelse af en orverordnet flot karriere.

Matti var godt nok ekstremt god i de nævnte år, hvor han både fik sølv og bronze ved VM samt en etapesejr i Vuelta a Espana. Blandt meget andet.

Men allroundrytteren vandt altså også solidt mange løb i årene 2013-2015. Og han er stadig indehaver af rekorden for flest etapesejre i Danmark Rundt med ni af slagsen.

Men de sidste fire sæsoner af karrieren hentede han ikke en eneste sejr, og det fylder desværre nok for meget i landskabet hos mange cykelfans.

For faktum er, at Breschel rent resultatmæssigt er en af de største cykelryttere, vi nogensinde har haft i Danmark - men han er mere end dét: En spasmager, en god holdkammerat, en følsom og usikker fyr - og en underholdende provokatør.

Og alle de facetter lader Matti Breschel skinne igennem i »Væddeløber«, som er en bog, der kun kan anbefales. Også til dem, der ikke er hardcore cykelfans.

Rejser du til udlandet i år?