5. marts 2021
DSC_7294
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bliv klædt på til fremtiden med Innovation og International business

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bliv klædt på til fremtiden med Innovation og International business

HHX på Slotshaven Gymnasium har igennem de seneste år haft massiv vækst. Populære studieretninger som Innovation og International business klæder eleverne på til at begå sig i et erhvervsliv, der er i konstant udvikling. Her lærer eleverne at omsætte egne idéer til konkrete forretningskoncepter, mens de får indsigt i, hvordan de globale markedskræfter fungerer.

På grund af den store succes bliver det i år også muligt at tage en HHX i Odsherred med de to studieretninger. HHX udbydes på Odsherreds Gymnasium, hvor uddannelsen planlægges og gennemføres i et tæt samarbejde med Slotshaven Gymnasium. Mød elever og undervisere fra Innovation og International business herunder, og læs om deres oplevelser med faget.

Karoline opfandt en app til hjemløse gennem Innovation

“Det er ret vildt at lære, hvordan man helt konkret pitcher en forretnings-idé - ligesom i tv-programmet, Løvens Hule. Der mærker man virkelig, hvordan man kan bruge sin uddannelse meget konkret.” Karoline Toftegaard Nielsen går i 3.c går på HHX på Slotshaven Gymnasium.

Hun fortæller om sin studieretning Innovation, der har givet hende mange store aha-oplevelser, fordi den konstant har en krog i erhvervslivet og ikke blot foregår i teoretiske lærebøger.
Underviser Özkan Tasdemir fortæller, hvordan faget er meget fokuseret på iværksætteri og idéudvikling. Det handler om at prøve tingene af, fortæller han.
“Innovation er jo blevet et modeord, som kan virke lidt diffust. Men her konkretiserer vi det med fx brainstorming, mindmapping og kurser i pitching. Eleverne skal så selv ud at sælge deres idéer til rigtige erhvervsledere - både i lokale og nationale virksomheder, som skolen har et tæt samarbejde med. Og her bliver de ofte overrasket over at blive taget meget seriøst.”

Det kan Karoline i høj grad nikke genkendende til.
“Det giver bare blod på tanden, når man kommer ud og præsenterer sin egen idé, og så sidder de her store beslutningstagere og nikker anerkendende og stiller relevante spørgsmål til forretningskonceptet. Så er det pludselig alvor og ikke bare et skoleprojekt.”

Özkan Tasdemir forklarer, at uddannelsen er lagt an på, at eleverne skal udvikle deres egne idéer, som de så får hjælp til at føre ud i livet. Fx blev eleverne for nyligt givet en relativt åben opgave omhandlende, hvordan de ville kunne hjælpe hjemløse til en bedre hverdag. Karoline fortæller, hvordan de som udgangspunkt brugte den teori, de havde lært, til at behovsafdække gennem interviews med hjemløse. I sidste ende blev det til en app, som de i øjeblikket udvikler videre på, og som kan hjælpe hjemløse med at finde overskudsmad fra supermarkeder, restauranter og privatpersoner.
“Det er virkelig fedt, når man kan mærke, at man helt konkret får omsat fagbegreber og teori til den virkelige verden. Det er nok det, jeg er mest begejstret for ved Innovation,” siger Karoline.

HHX på Odsherreds Gymnasium
Slotshaven Gymnasium og Odsherreds Gymnasium samarbejder om at opstarte HHX i Odsherred Kommune med placering på Odsherreds Gymnasium. Dette tiltag tager afsæt i et ønske om, at de unge skal have en række uddannelsesmuligheder tæt på deres hjem.
Forstå den globale sammenhæng med International business

Drømmer du om at arbejde med international handel og få en større forståelse af, hvordan verden hænger sammen? Så er det absolut et godt udgangspunkt at vælge studieretningen International business. Sara Tangemann Andersen går i 3.e på Slotshaven Gymnasium, hvor hun i tre år har gået på studieretningen International business.

Hun beskriver, hvordan hun gennem sit uddannelsesforløb har fået en vild indsigt i, hvordan økonomi og handel påvirker verden.
“Vores undervisning er hele tiden meget konkret og aktuel, så vi fx bliver undervist i, hvordan corona har påvirket verdenshandelen, og hvad det betyder for os og vores økonomi i Danmark.” Hun beskriver, hvordan de på samme måde har fået en indføring i, hvordan Brexit og det amerikanske valg influerer på hele verden. Nu er det ikke bare flyvske begreber, man hører om i nyhedsudsendelserne, forklarer hun.

Underviser i International business, Jørgen Gregersen Nielsen, beskriver, hvordan faget netop klæder eleverne på til ikke blot at forstå, men også at begå sig i det internationale samfund. Studieretningen sigter mod både at give dannelse og uddannelse. Der er både fokus på det menneskelige og faglige, som han forklarer - med et aspekt på handel.
“De er vant til, at olivenolie bare er noget, de smider på panden. Men vi har haft elever i Firenze, der besøgte lokale producenter, og det var virkelig en aha-oplevelse at se sådan en produktion på nærmeste hold.”

Herudover har eleverne blandt andet haft besøg af borgmesteren, der holdt oplæg, mens skolen også samarbejder med Lego og Arla i Kina, og Harboe bryggerierne, der både leverer øl til Kina og Rusland.
“Eleverne får en bred viden inden for økonomi, handel og kultur - både internationalt og globalt. Fx kan de godt blive chokeret, når de lærer om Kinas 2025-strategi, der gør dem til en global stormagt. De får nogle øjenåbnere,” siger Jørgen Gregersen Nielsen.

Sara Tangemann Andersen valgte især studieretningen på grund af det internationale perspektiv, og forventningerne er virkelig blevet indfriet, siger hun.
“Vi har lært statistik, økonomi, handel og erhvervssprog. Og her på det sidste år, bliver alle trådene samlet, så man virkelig får indblik i en større global sammenhæng landene imellem.”
Hun har endnu ikke besluttet, hvilken retning, hun vil forfølge i sit videre uddannelsesforløb. Men som hun siger, så er det jo aldrig skidt at have en større forståelse for, hvordan verden hænger sammen.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?