

Se billedserie
En modullastbil kørte onsdag aften gennem autoværnet og over i den modsatte vejbane, hvor den kolliderede med en modgående lastbil. Det oplyser vagtchef Lars Denholt, Sydsjælland og Lolland-Falster Politi.
Modul-lastbilen var på Vestmotorvejen på vej i retning mod København, da den forulykkede mellem afkørsel 38 Slagelse og afkørsel 37 Sorø.
- Det er formentlig det glatte føre, som får lastbilen til at skride ud. Den kører gennem autoværnet og over i den modsatte vejbane, hvor den rammer ind i en modkørende lastbil. Heldigvis var der ikke tale om nogen personskade, fortæller Lars Denholt.
De to lastbiler spærrede alle fire spor, hvilket førte til en massiv kødannelse på motorvejen.
- Når et autoværn og to lastbiler er viklet sammen, og når den ene lastbil er hele 25 meter lang, så tager det noget tid at få ryddet op, siger vagtchefen.
Sammenstødet skete klokken 22.35 onsdag og først torsdag morgen omkring klokken 04 var de fire motorvejs-vejbaner ryddet.
I løbet af onsdag aften og natten til torsdag faldt der en hel del sne i det vestsjællandske område.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her