17. december 2017
Hans Elkær er 58 år og enkemand. Efter konens død har han fået ekstra meget tid til at hygge sig i skuret i baghaven. Foto: Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

Hans Elkær er 58 år og enkemand. Efter konens død har han fået ekstra meget tid til at hygge sig i skuret i baghaven. Foto: Thomas Olsen
Foto: Thomas Olsen +45 20471567
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sorg og lettelse på samme tid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sorg og lettelse på samme tid
Sorø - 30. november 2017 kl. 12:06
Af Ulla Grundtvig Brask
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

For halvandet år siden døde Hans Elkærs hustru Jette. Han savner hende meget. Samtidig er han i gang med at skabe sig et liv med nye interesser og nye venner.

Tårerne triller ned ad kinderne på 58-årige Hans Elkær, når han taler om den sidste tid med hustruen Jette, der døde i juni 2016. Han gør intet for at stoppe dem eller skjule dem - hvorfor skulle han egentlig også det?

- Det nytter ikke noget at lægge låg på det. Jette er væk, og jeg ved, at det bedste, jeg kan gøre er at være åben og snakke med andre mennesker om tabet af hende, siger Hans Elkær.

Det er også derfor, han har sagt ja til at være med i en artikel om det at blive enkemand. Hvis det kan hjælpe andre, der står i samme situation, er det rigtigt fint, mener Hans Elkær fra Sorø.

Jette var 63 år, da hun døde som en følge af sygdommen Lewy Body Demens, der er en alvorlig og langsomt fremadskridende hjernesygdom.

Hun led af sygdommen i syv år, og de to sidste år af sin levetid boede Jette på et plejecenter i Sorø. Hun døde på Slagelse Sygehus.

Hans Elkær vidste godt, at livet var ved at rinde ud for Jette, og til sidst ønskede han da også, at hun fik fred.

- Det lyder måske barskt, men det var også en lettelse, da hun døde. Dem, der har prøvet at stå i situationen, kan nok godt forstå mig. Jeg kendte jo Jette og vidste, hvordan hun var, når hun havde det godt. Hun havde ikke haft det godt længe, og jeg synes, det var synd for hende, siger Hans Elkær.

Efter Jettes død opstod der dels en sorg, dels et tomrum. Tomrummet handlede om, at Hans Elkær nu fik en masse tid til sin rådighed. Tid som han før havde brugt på plejehjemsbesøg og en masse praktisk omkring Jette.

- Jeg blev simpelthen så rastløs. Det var især slemt i weekenden, hvor jeg havde en rutine med at drikke morgenkaffe derhjemme og så tage ud til Jette på plejecentret. Det sad så meget på rygraden, at jeg en lørdag efter hendes død fandt mig selv siddende i bilen - på vej ud til hende. Men »nå nej«. Jette er jo væk.

Hans Elkær brugte sin uro i kroppen til at få gang i ting, der ellers havde været enten glemt eller forsømt.

Det var en slags egen-terapi, hvor han gav sig selv nogle store skub bag i.

- Jeg har altid været glad for at lave snaps, men så begyndte jeg at gå endnu mere op i det. Nu har jeg fået lavet mig et snapsebed, så jeg også dyrker urterne selv, fortæller Hans Elkær.

Han har også meldt sig ind i en lokal singleklub i Sorø. Her har han fået mange gode venner, for alle singlerne tager på ture og laver mad sammen. Han har dog endnu ikke fundet en kæreste, og han har heller ikke travlt med at finde én.

- Hvis jeg finder den rette en dag, er det fint. Men jeg står altså ikke og fløjter efter damerne på gadehjørnerne. Hun kommer, hvis hun kommer, og jeg har masser af tid til at vente, siger Hans Elkær, der også er formand for en lokal motorcykelklub.

Arbejdet som elektriker betyder også meget, for det er dejligt at have nogle konkrete opgaver at stå op til, og nogle gode kolleger at arbejde sammen med og pjatte med, mener Hans Elkær.

Når han kommer hjem fra jobbet i Greve på hverdage, går turen ofte over i skuret, der ligger i baghaven.

Skuret var især hans frirum, da Jette boede hjemme og var plaget af demens-sygdommen.

- Det er rart at have det her sted, hvor jeg føler, jeg kan være mig selv og tænke på noget helt andet, siger Hans Elkær, og hans gode venner og familie deler hans begejstring for stedet - med rette:

Det er lunt og lækkert, ordentligt ned til mindste detalje, og dekoreret med den hygge, der hører sig til i ethvert skur, hvor målgruppen primært er mænd:

Letpåklædte kalenderpiger på væggene og et skab med forskellige alkoholiske forfriskninger. Der er én vigtig regel, når man træder ind. Man skal have en lille (hjemmelavet) snaps og skåle pænt med hinanden. Hans Elkær bruger stadig skuret som et sted, hvor han kan slippe bekymringerne, mens han dimser med en elektrisk installation på værkstedsbordet.

- Det er så godt for sjælen, og så er det bedre end at falde i søvn i stolen foran fjernsynet, mener han.

2017 lakker mod enden - et helt år uden Jette.

I begyndelsen af 2018 venter der heldigvis noget helt særligt, som Hans Elkær glæder sig ustyrligt til. Han skal være morfar. Jette og Hans' datter er gravid og er sat til at føde en af de første dage i det nye år.

Det skriver DAGBLADET Ringsted og Sjællandske.

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.
Like os på facebook

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk