18. september 2021
Rebekka Bach Jensen deler ud af sine tanker om at have en mor, der er kræftsyg. Foto: Thomas Olsen
Rebekka Bach Jensen deler ud af sine tanker om at have en mor, der er kræftsyg. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Rebekkas rørende tale om at have en kræftsyg mor: - Folk går på tæer omkring mig. Lad være med det!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Rebekkas rørende tale om at have en kræftsyg mor: - Folk går på tæer omkring mig. Lad være med det!
Sorø - 11. september 2021 kl. 16:30

Ved åbningen af »Stafet for Livet« 2021 i Sorø holdt Rebekka Bach Jensen på 22 år en tale, som fik alles opmærksomhed, da hun gik på scenen.

arrow Læs også: Se fotos: Kampen med og mod kræft fortsætter

Sjællandske Medier har fået lov til at bringe talen her:

Mit navn er Rebekka Bach Jensen. Jeg er 22 år gammel og bor til dagligt her i Sorø.

Jeg er her i dag, da jeg desværre har kræft helt tæt ind på livet. For 1,5 år siden brød min verden sammen. Alt jeg kendte til omkring min fremtid. Alle mine drømme. Alt blev utydeligt. Min mor havde fået konstateret AML, hvilket er en meget aggressiv form for leukæmi - kræft i blodet.

På nogle punkter føler jeg mig som en på 22 år, andre gang dobbelt så gammel. Jeg kan mærke ensomheden. Kan mærke, at jeg føler og er anderledes med mine jævnaldrende. På arbejdet, i fritiden - alle steder. Jeg har været sur, forvirret, rasende og jaloux på de andre, som ikke er begrænset. Som bare lige kan tage en tur til Grækenland, hvis de har lyst til det med vennerne. Kan tage en uge til Jylland. Bare være ung. Ligesom jeg også kunne før min mor blev syg.

Førhen var min hverdag skøn. Jeg havde et skønt arbejde, som bragte mig sådan en stor glæde og gav mig udfordringer, som gjorde mig bedre på min arbejdsplads. Så når jeg havde fri, så måske ned og træne, gå en tur, drikke kaffe med veninderne eller tage på shoppingtur med familien. Min største bekymring var, om jeg skulle tage et sabbat år mere eller rejse. Eller hvornår jeg skulle flyve fra reden og starte på en videregående uddannelse i København.

Nu. Ja, nu er det ikke lige det samme,

Jeg startede sidste år med at gå ned i tid fra mit arbejde, hvilket var en af de hårdeste beslutninger, jeg tog. Da jeg måtte indrømme overfor mig selv, at et fuldtidsarbejde ude fra hjemmet og i hjemmet blev for meget. Begyndte at tage sovepiller og havde de mest skræmmende tanker. Hvad nu hvis mor dør i morgen? Hvad nu hvis hun ikke når at sige farvel, inden jeg rejser på guideskole i september. Kommer jeg overhovedet af sted?

Jeg skal på guideskole lige om lidt. Hvilket man normalt kun ville glæde sig til, men jeg gør det med en dårlig samvittighed over for mig selv. For hvad nu hvis mor dør, mens jeg er nede på guideskolen, og jeg så har spildt min sidste tid med hende med at være i Spanien? Men jeg skal af sted, da jeg skal udvikle mig selv. Leve mit liv.

For mit liv har stået stille de sidste to år. Hele mit liv er blevet fyldt med hospitalsbesøg, gråd, snak om arv og konstant frygt.

Min personlighed har ændret sig 180 grader, og meningen med livet er blevet noget helt andet for mig.

Jeg er også blevet såret, jeg har mistet venner og bekendte på det her. Nogle af mine venner har ikke kunnet forholde sig til det, og derfor har jeg cuttet dem ud af mit liv.

Mit overskud er bare ikke det samme. Det er intet set i forhold til alt det, der sker for min mor. Vi kommer til at miste hende, men hun mister livet.

Jeg har mit eget sygdomsforløb. Folk kan godt lidt glemme de pårørende. De første mange måneder, når folk spurgte til, hvordan det gik, spurgte de ind til min mor. Og når de havde fået deres svar, gik de eller snakkede om noget andet. Intet spørgsmål om mit velbefindende eller de andre pårørendes tæt på min mor.

Jeg blev glemt. Fordi jeg ikke er fysisk syg, så spørger folk ikke. Jeg manglede det. Jeg manglede et fokus på mig. Så begyndte folk så småt at spørge ind til mig også. Det var dejligt.

Så glem ikke den syges pårørende.

Mine veninder er så skønne og hjælper mig meget som mine pårørende. Jeg har lidt nogle guidelines med mine veninder, når vi skal mødes. Vi snakker om mor, hvis jeg bringer det på banen. Ellers så har jeg brug for at snakke om noget andet. Føle mig som en almindelig 22-årig pige.

Døden er et tabu, og jeg kan mærke, at folk går på tæer omkring mig til tider.

Lad være med det!
Det hjælper mig at tale om tingene.

Sætningen »min mor er terminal dømt med kræft« er blevet hverdag for mig at sige højt.

Jeg går til psykolog og støttegruppe med andre unge i Børn, Unge og Sorg. Det hjælper det mig utrolig meget at komme ind til andre unge, som også kæmper med at have en syg forælder i en tidlig alder.

Jeg tager en dag af gangen og plejer meget mit mentale helbred. Ellers kan jeg ikke holde til den her hverdag.

Ræk ud, hvis i har en ven, veninde, kollega, bekendt eller et familiemedlem, som står i en lignede situation som mig. Det har vi brug for. Vi har brug for at vide, at I er der - også selvom vi nødvendigvis ikke altid har overskuddet.

Nyd dagen. Nyd hinanden.
Tak for jeres tid.

Synes du, at kommunen er der for dig?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk