7. december 2019
Merete Leisted Busk elskede Sorø Roklub, som hun var formand for i 37 år. Foto: Hans-Jørgen Johansen
gallery icon

Se billedserie

Merete Leisted Busk elskede Sorø Roklub, som hun var formand for i 37 år. Foto: Hans-Jørgen Johansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nekrolog: Merete Leisted Busk er død

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nekrolog: Merete Leisted Busk er død
Opdateret 03. december 2019 kl. 18:32
Sorø - 02. december 2019 kl. 20:06
Af Bjarne Stenbæk
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Tidligere formand gennem 37 år for Sorø Roklub, Merete Leisted Busk, er død, 73 år. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske.

Merete Leisted Busk har gennem en menneskealder sat sit præg på Sorø og ikke mindst byens ungdom. I mere end 25 år var hun viceskoleleder på Frederiksberg Skole, og i 37 år beklædte hun formandsposten i Sorø Roklub.

På skolen var hun ansat i 35 år, og i jobbet som viceskoleleder nåede hun at danne makkerpar med tre skoleledere. Hun var uddannet lærer fra Holbæk Seminarium.

Da Merete blev formand i roklubben i 1977 satsede hun på at få flere kvinder samt flere børn og unge i roklubben. Det lykkedes. Hun vægtede indflydelse, samarbejde, involvering og fællesskab på tværs af køn og alder. Udvikling af klubbens kerneydelse aldersrelateret ro-træning på vand og på land for alle aldre i et trygt og sundt miljø - med de unge som omdrejningspunkt.

Hun ønskede også en røg-og alkoholfri klub. Det sidste fik hun ikke stor ros for, men røgen forsvandt, og der kom kun alkohol på bordet ved fester.

Sammen med sin bedre halvdel, Gert Busk, gjorde Merete Sorø Roklub til en af landets bedste. De unge blev præsenteret for sunde værdier. De lærte også at sætte et mål og med lovlige midler kæmpe for at nå det, og havde de viljen, blev der arbejdet med dem, selv om talentet ikke var det største.

I Sorø Roklub fejrede man alle de gode resultater - men et sportsligt højdepunkt var single sculleren Trine Hansen, der blev verdensmester i 1994, fik VM-sølv i 1997 og -bronze i 1992. Trine vandt ved OL i 1996 Danmarks første kvinde-ro-medalje, da hun i Atlanta i USA roede sig til bronze.

Merete var en utrættelig ildsjæl og en slider, der var berømt viden om for altid at være velforberedt og altid at have orden i tingene. Det vil være halsløs gerning at forsøge at nævne alt det, Merete har været med til. Men hun var blandt andet med til at starte Sorø Sportsråds sommerferie-aktiviteter for nu 30 år siden, og hun var i en årrække primus motor i Sorø-Regattaen, der blev Nordens største af sin art. I regatta-sammenhæng begyndte hun som frivillig i 1970.

Hun var med i folkeoplysningsudvalg, folkeoplysningsråd og TalentSport Sorø, ligesom hun i en årrække sad i Sorø Spare- og Laanekasses Fond. Hun modtog i 1987 Dansk Forening for Rosports ærestegn. i 2000 Poul Madsens Lederpris og i 2006 Danmark Idræts Forbunds ærestegn. Hun har også modtaget såvel prisen som Årets Idrætsleder i Sorø Kommune som Kvartalets Idrætspris. I 2018 modtog hun roforbundets Melballe Plaquette.

En sorg var det, da hun måtte forlade formandsposten i Sorø Roklub i november 2014. Et flertal i klubben ville lægge en anden kurs end den, Gert og Merete ønskede. Hun blev ved med at ro og kastede sig i øvrigt ind i at organisere Stafet For Livet.

Da hun gik ind i Stafet For Livet, vidste hun ikke, at hun også selv en dag helt personligt kom til at kæmpe mod kræften. På en skiferie i marts i år havde hun pludselig svært ved at holde balancen. På trods af et sundt liv var Merete blevet ramt af lungekræft, der spredte sig til metastaser i hjerne, rygsøjle og binyrer. Immunterapi og helhjernestråling kunne ikke få bugt med kræften, og Merete døde på Egecentret lørdag morgen.

Hun efterlader sig manden Gert, som hun 12. december 2020 ville have kunnet fejre guldbryllup med. Børnene Hans Peter og Malene samt fire børnebørn - alle piger i alderen 9-14 år.

Merete Leisted Busk begraves fra Pedersborg Kirke tirsdag den 10. december kl. 14.00.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk