Sorø Jazzfestival 2019 præsenterer i alt 18 koncerter på 15 forskellige spillesteder. To af de lidt mere usædvanlige spillesteder er ved Sønderskoven og i byrådssalen i det gamle rådhus på Torvet. Det skriver Dagbladet og Sjællandske.
Det er syvende år i træk, der holdes jazzfestival i Sorø, og det er i ugen 21.-28 juli.
Blandt årets nye spillesteder er skovlandbruget Katrinelunden på St. Ladegårdsvej 8 i Sorø.
Torsdag den 25. juli inviterer det jazzglade værtspar Rikke og Niels inden for i deres stråtækte bindingsværksgård fra klokken 11 til brunch med hjemmegjorte delikatesser. Fra klokken 12 spiller jazzen. Det er sangerinden Lone Boyd, som kommer med tre musikere: Pianisten Artur Tuznik, bassisten Mariuzs Prasniewski og trommeslageren Anders Mogensen.
Repertoiret er tolkninger af danske sange af blandt andre Kai Normann Andersen, Bent Fabricius-Bjerre og Åge Stentoft. Billetter til koncerten kan købes via tlf. 2022 3766 eller via skovgrisen@gmail.com.
Mandag den 22. juli er det byrådets 25 medlemmer, som viger deres pladser for jazzens publikum. Klokken 13 kan man - uanset partifarve - sætte sig til rette i de folkevalgtes stole i byrådssalen. Inde i midten af ellipsen mellem borgmesterens og de øvriges pladser stiller en trio op.
Det er fløjtenist Sarah Elgeti, som spiller sammen med guitaristen Christian Bluhme og bassisten Jens Kristian Andersen. De vil fremføre Elgetis egne kompositioner med afsæt i nordiske mytologiske fortællinger samt jazzarrangementer af komponisten Carl Nielsens værker. Billetterne til koncerten på det gamle rådhus skal købes i Victoria Teatret.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her