

Se billedserie
På den nye multibane i midten af Dianalund spiller far og søn fodbold. Legepladsen ved siden af har tiltrukket en familie med små børn.
- Det er blevet en lukrativ bymidte. Man kan se, at der er masser af aktiviteter her. Og det er et synligt og åbent sted, så man har et øje på, hvad der sker i byen, fortæller den fodboldspillende far Jan Westergaard.
Han bor i Dianalund og har set, hvordan bymidten har udviklet sig gennem de seneste fire år.
- Jeg tror, det har stor betydning, både for byens borgere og for dem, der overvejer at flytte hertil. Alle forældre tænker naturligt på, hvad der er af aktiviteter i en by - også når børnene bliver ældre, siger Jan Westergaard til DAGBLADET og Sjællandske.
Siden 2014 har de frivillige i Dianalund Udviklingsråd (DUR) arbejdet med at udvikle bymidtens nye aktivitetsområde »På Banen«. Og de er snart i mål.
Området bliver nemlig indviet den 4. maj i år.
Området består af flere dele. Der er både klatretårn, skaterbane, parkourbane, legeplads, interaktiv multibane, udendørs fitness-redskaber og en frilufts-scene.
Projektets økonomi er lige så omfattende. Gennem årene har de frivillige rejst 4,2 millioner kroner til aktivitetsområdet. 1,4 millioner kroner kommer fra Sorø Kommune, mens 2,8 millioner kroner kommer fra fonde, virksomheder og private.
Henriette Fosgerau er formand for DUR. Hun forklarer, at meget af benarbejdet er blevet lavet af de tre mødre Tina Larsen, Ditte Thygesen og Susanne Heide. De udgør tilsammen Dianalund Børne- og Ungdomskultur, der er en undergruppe i DUR.
Netop de frivillige og en stor lokal opbakning har været afgørende for projektet. Engagementet er blevet skabt gennem borgerinddragelse.
- Vi har inddraget de andre borgere fra starten. Der var fællesmøder og spørgeskemaer om, hvad pengene skulle bruges til. Det skulle ikke bare være vores idé. Det skulle være byens gode idé. På den måde har vi nok formået at inddrage forskellige folks interesser. Det er lige så meget deres idéer og ønsker, siger Henriette Fosgerau.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her