20. september 2018
Bente Højlund Hyldegaard er vokset op på et gartneri omgivet af blomster og planter, hvor hendes forældre tidligt lærte hende at holde af naturen. I dag forsker hun i, hvordan man kan rense grundvandet. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Bente Højlund Hyldegaard er vokset op på et gartneri omgivet af blomster og planter, hvor hendes forældre tidligt lærte hende at holde af naturen. I dag forsker hun i, hvordan man kan rense grundvandet. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forskertalent vil redde grundvandet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forskertalent vil redde grundvandet
Sorø - 10. marts 2018 kl. 14:57
Af Anna Egeris Karstoft
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En helhjertet naturelsker kan man godt kalde den lokale Bente Højlund Hyldegaard, der netop har modtaget et rejse-stipendium på 200.000 kroner af EliteForsk. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske.

I skoletiden havde Bente Højlund Hyldegaard travlt med både at dyrke gymnastik og ridning på konkurrence-plan, samtidig med at hun også arbejdede i sin mors og fars gartneri. Tidspunktet, hvor hun var nødt til at fravælge en af sportsgrenene, kom dog på et tidspunkt, for ellers kunne hun jo ikke blive ved med at gøre det så godt, som hun gerne ville.

- Hvis jeg har gjort noget, så har jeg gjort det helhjertet, ellers har jeg slet ikke haft lyst til det, fortæller hun.

I dag er Bente Højlund Hyldegaard erhvervs-ph.d.-studerende på DTU Byg i grundvandsrensning, og det må hun også have lagt alle sine kræfter i, for i begyndelsen af marts modtog hun EliteForsks rejsestipendium på 200.000 kroner som en ud af 20 ph.d.-studerende i Danmark.

»Særdeles talentfuld«, »en lovende fremtid som forsker« og »en høj faglighed og kreativitet« er nogle af de sætninger, som Bente Højlund Hyldegaard måbende registrerede, da hun midt i arbejdstiden på COWI læste begrundelsen for, hvorfor DTU Byg netop havde indstillet hende til det generøse legat.

- Jeg er ikke det fødte geni, der altid har været den bedste i klassen, men jeg er utrolig hårdtarbejdende, og det er helt klart derfor, jeg er nået hertil, forklarer hun og fortæller, at den hårde arbejdsetik kommer hjemmefra, hvor begge hendes forældre arbejdede som selvstændige i Døjringe Gartneri nord for Sorø.

I gennemsnit er Bente Højlund Hyldegaard da også væk 12-13 timer om dagen for »bare at kunne klare sit arbejde«, og når hun kommer hjem til det store landsted i Lynge ved Sorø, hvor hun i dag bor med sin mand, skal de fire heste og dådyrene fodres.

Fritiden bruger Bente Højlund Hyldegaard og manden blandt andet på at luge ukrudt og passe den store grund, hvor der både er en sø med tilhørende båd, en fyldig hestefold og masser af træer.

- Vi slapper af med at lave den slags ting - de har jo et formål, siger Bente Højlund Hyldegaard, der også kredser om det praktiske og formålsorienterede som noget, der driver hende i forskningen.

I sin erhvervs-ph.d., som hun laver i samarbejde med COWI, undersøger hun nemlig, hvordan man kan rense grundvandet for kræftfremkaldende stoffer via elektrisk strøm uden at pumpe vandet op af jorden.

- Jeg kan godt lide at lave noget, der er til nytte, og det her har et stort potentiale, hvis det kommer til at virke, fortæller Bente Højlund Hyldegaard, der skal bruge sit rejsestipendium til at lave en række forsøg ved Northeastern University i USA det næste halve år.

At det lige blev miljøingeniør-uddannelsen, som Bente Højlund Hyldegaard kastede sig over i sin tid, virker ikke helt tilfældigt.

Barndommen gik nemlig med at stå på rulleskøjter ned igennem gangene i forældrenes gartneri omgivet af planter og blomster, og på de jævnlige hestevognsture i skoven med forældrene, lærte hun hurtigt navnene på alle blomster og træer at kende.

- Mine forældre har lært mig at holde af naturen, forklarer Bente Højlund Hyldegaard, der generelt synes, man skal tage ansvar for det liv, man lever, så man ikke udpiner naturen.

På landstedet bliver affaldet også sorteret og huset opvarmet med jordvarme. Og så må tiden vise, hvad Bente Højlund Hyldegaards forskning ender med.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk