

Se billedserie
Sorø Kommune opfordrer nu indtrængende Vejdirektoratet til at forbedre trafiksikkerheden på Sorøvej i Stenlille, efter at der i november skete endnu en dødsulykke på strækningen. Vejdirektoratet lover dog ingen hurtig løsning.
Kort før jul holdt Sorø Kommune møde med Vejdirektoratet. Emnet var trafiksikkerheden på Sorøvej ved Omfartsvejen og Hovedgaden.
Sorø Kommune presser på for at finde en løsning ved Vejdirektoratet. Sorøvej er nemlig en statsvej, og derfor skal eventuelle tiltag finansieres af begge parter,
- Vi har forelagt Vejdirektoratet vores stærke ønske om, at trafiksikkerheden bliver forbedret, og vi har tilbudt at drøfte, om kommunale midler kunne fremme projektet og dermed få med det i Vejdirektoratets liste over behov for trafikale tiltag på statsvejnettet, siger borgmester Gert Jørgensen i en pressemeddelelse.
Vejdirektoratet redegjorde på mødet for, hvordan de vurderer behov for trafikale tiltag både i forhold til trafiksikkerhed og fremkommelighed.
- I morgentrafikken er der problemer med trafikafviklingen, men de farlige situationer opstår især, fordi nogle bilister ikke overholder vigepligten og hastighedsbegrænsningen på stedet. For os handler det først og fremmest om trafiksikkerhed og dernæst om en god trafikafvikling, påpeger borgmesteren.
Næste skridt bliver en fælles besigtigelse af krydset, hvor Vejdirektoratets eksperter og politiet har inviteret fagfolk fra Sorø Kommune med.
Besigtigelsen er et led i en helt fast proces for undersøgelse af dødsulykker, hvor man dels undersøger ulykkesstedet og dels forsøger at indhente viden, der kan bidrage til at sige noget om årsagen til dødsulykken.
Besigtigelsen forventes gennemført i løbet af de næste to måneder. I den efterfølgende analyse vil det blive vurderet, hvorvidt der er forhold i krydset, der bør ses på, eller om andre årsager kan være skyld i ulykken.
Jens Nygaard, der er formand for teknik- og miljøudvalget siger, at det handler om en samlet løsning for både krydset ved Omfartsvejen og ved Hovedgaden på Sorøvej.
Det er ved Hovedgaden, der sker ulykker. I forhold til krydset ved Omfartsvejen handler det om, at man forventer øget trafik de kommende år i forbindelse med udbygningen af boliger ved Pilegårdstrekanten i Dianalund.
- Det er for tidligt at sige, hvilken løsning der er den rigtige. Vi ser frem til den videre dialog med Vejdirektoratet om mulige løsninger. Det gælder om at finde en løsning, der øger trafiksikkerheden og samtidig ikke giver problemer med fremkommeligheden, som ikke bliver mindre vigtig nu, hvor vi udvikler Pilegårdstrekanten i Dianalunds østlige del, siger udvalgsformanden.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her