20. januar 2019
Billardklubbens formand, Frank Mundt Jensen, har spillet, siden han var 9 år. Efter svømmetræning gik han op til sin far i billardklubben, for at køre med ham hjem. Så begyndte han så småt at spille selv - i dag er han en af landets bedste. Foto: Ander Ole Olsen
gallery icon

Se billedserie

Billardklubbens formand, Frank Mundt Jensen, har spillet, siden han var 9 år. Efter svømmetræning gik han op til sin far i billardklubben, for at køre med ham hjem. Så begyndte han så småt at spille selv - i dag er han en af landets bedste. Foto: Ander Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Elite og bredde ved samme bord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Elite og bredde ved samme bord
Sorø - 12. januar 2019 kl. 08:19
Af Bjarne Stenbæk
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Billardklubben Sorana er valgt til Årets Idrætsklub 2018. Det skriver

På eliteplan er BK Sorana en af kommunens højest rangerende klubber med førsteholdet i elitedivisionen og 2. holdet i 1. division, men selv om de bedste spiller med i toppe af dansk billard betyder det ikke, at der ikke er plads til bredden. Tværtimod.

- Vi er et langt stykke ad vejen en eliteklub, men vi har også plads til bredden, siger formand Frank Mundt Jensen, der selv spiller på førsteholdet.

- Vi har de samme regler for alle. Eliteholdet får betalt overnatning, når holdet spiller i Jylland, men til gengæld giver klubben så et beløb til de øvrige seniorers Senior Cup.

- Vores kasserer, Kirsten Thybo, har fuldstændig styr på tingene, så vi har en sund økonomi, og alle medlemmer har eksempelvis samme regler for dækning af transport.

- Vi er også fulgt med tiden, fortsætter han.

- For eksempel livestreamer vi på youtube elle kampe, der spilles i Sorø, og vi har TV-skærme, elektroniske tavler mv.

For to år siden hentede BK Sorana en tredjeplads i holdturneringen. I fjor blev holdet nr. 5, og i år kæmper soranerne for at nå den fjerdeplads, der giver adgang til »Final Four«. 16 spillere har i øvrigt kvalificeret sig til finalen i kampen om det individuelle danske mesterskab i keglebillard - af dem er de fire fra Sorø.

Det glæder formanden sig over, men han glæder sig lige så meget over, at billardlokalerne på 1. sal i Sorø Halerne benyttes alle ugens dage. Stor set hele dagen.

- Hver formiddag benyttes bordene af spillere, der er gået på pension, fortæller Frank Mundt Jensen.

- Ældre Sagen har torsdag formiddag med 19-20 spillere, mens et par formiddage benyttes af old boys-turneringsspillerne. De øvrige to formiddage er et hold på 15-16 stykker, der spiller fats. Det er fantastisk, at faciliteterne udnyttes så godt.

Frank Mundt Jensen kan også konstatere, at BK Sorana har medlemsfremgang, mens andre klubber oplever det modsatte.

I dag er der ca. 85 medlemmer.
Netop i år - 29. november - fylder klubben 50 år. Den blev oprettet af Emil »Tot« Hansen sammen med den daværende ejer af Hotel Krebshuset, Niels Rasmussen.

I 1972-73 flyttede BK Sorana til Axelhus' festsal i Sorø, men selv om det var hyggeligt med Oles Pølsesalg (Ole Petersen) og Fredes Fadebur (Frede Laursen), ville klubben gerne noget mere - og det var eksempelvis umuligt at skaffe ungdomsmedlemmer til en klub, der lå i forbindelse med et værtshus.

I 1983 blev det nuværende lokale i hallen taget i brug.

Det var ellers bygget som mødelokale, men kunne bringes mere »i spil« som klublokale for billardspillerne.

Da klubben rykkede ind i hallen, lykkedes det John »Knors« Hansen og Ole Petersen at få fat i 15-16 ungdomsspillere.

- Men ungdommen har vi ellers svært ved at tiltrække, erkender Frank Mundt Jensen.

- Vi deltager i Lørdag i Hallen og har også haft besøg af Pedersborg SFO, men det er ikke så let.

Et par ungdomsspillere har klubben dog, og Casper Østergaard Olsen er så dygtig, at han sidste år deltog i kampen om det europæiske mesterskab.

- Men vi har det dilemma, at Casper spiller tre-bande carambole, og faktisk har vi ikke engang et carambole-bord i klubben, siger Frank Mundt Jensen.

- Vi har fire keglebillard-borde, og det er vi nødt til at have, for vi spiller ofte to hold hjemme på samme tid.

- Skal vi have et carambolebord eller to, skal vi have et andet lokale til rådighed.

Og netop bordene er et af de store jubilæumsønsker.

- For to år siden kunne vi skifte to af de ældre borde ud, fortæller Frank Mundt Jensen.

- Nu står de to andre til udskiftning. Et billardbord koster 60.000 kr., så det er jo en udgift af en vis størrelse.

BK Sorana får overrakt prisen og de medfølgende 20.000 kr. fra Nordea Fonden ved en sammenkomst i Nordea i dag kl. 10.00.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk