Udgivet 23. november kl. 19.59.
Mandag formiddag skete der en dødsulykke på Sorøvej i Stenlille, og en 20-årig mand er blevet anholdt. Nu søger Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi flere vidner til episoden.
- Vi har talt med nogle vidner. Men vi vil gerne høre fra flere, som kan have set noget, for at få afdækket hvad der er sket. Vi skal finde ud af, hvad der ligger til grund for ulykken, siger politikommissær Ole Hald.
En 87-årig mand fra Sorø kommune er død, og hans 83-årige hustru er i kritisk tilstand efter trafikulykken. En 20-årig mandlig bilist fra Kalundborg, der stødte sammen med ægteparret, er blevet anholdt.
- Han er sigtet for færdselsuheldet og bliver muligvis også sigtet for spirituspåvirkning. Vi har ikke en konkret mistanke mod ham, men vi sikrer hans tilstedeværelse, da vi skal have klarlagt hændelsesforløbet, siger politikommissær Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Ulykken skete kort før klokken 11 mandag formiddag, hvor de to personbiler stødte sammen. Det var i krydset ved Sorøvej og Hovedgaden i Stenlille.
Ægteparret kom kørende ad Hovedgaden og ud i krydset på Sorøvej, da sammenstødet skete. Den 20-årige mand kom fra Sorø-siden.
Den 87-årige mand blev dræbt på stedet, mens kvinden er indlagt på sygehuset i kritisk tilstand.
Ud over at være anholdt, så er den 20-årige mand også indlagt på sygehuset, da han kom lettere til skade ved ulykken. Han var alene i sin bil.
Vejen var kortvarigt afspærret, mens der blev ryddet op.
De pårørende er underrettet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her