19. august 2019
Rikke Pedersen sammen med nogle af sine fodbefjerede dværghøns, der bor i Fjerkræklubben på Apotekervej. Foto: Lene Berthelsen
gallery icon

Se billedserie

Rikke Pedersen sammen med nogle af sine fodbefjerede dværghøns, der bor i Fjerkræklubben på Apotekervej. Foto: Lene Berthelsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Det hele begyndte med en papegøje

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det hele begyndte med en papegøje
Opdateret 19. juli 2019 kl. 20:44
Sorø - 19. juli 2019 kl. 19:27
Af Lene Berthelsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

For en del år siden havde Rikke Pedersen en papegøje.

Papegøjer har ikke nødvendigvis de pæneste »bord-manérer«, og derfor røg meget af foderet med ud sammen med bundstrøelsen.

- Det irriterede mig med alt det affaldsfoder, så derfor købte jeg nogle få høns. Og det var det, tænkte jeg, siger Rikke Pedersen til Dagbladet og Sjællandske.

Det var det så ikke, viste det sig, for det med fjerkræ kom til at betyde mere for Rikke Pedersen, end hun havde regnet med.

I dag har hun 20 høns i Fjerkræklubben på Apotekervej, og derhjemme har hun selskab af 100 kyllinger.

Rikke Pedersen kan godt lide æg og kyllingesteg, men det er ikke det, der driver værket. Hun er blevet bidt af hønseavl og er også god til det.

Sidste år blev hun europamester med en gruppe af to høns og to haner af racen Rheinlænder, og i en anden konkurrence ved EM, der blev afviklet i Herning, vandt hun med en hane af samme race championatet foran 200 andre.

Udover Rheinlænder-høns har hun høns af racen Rhode Island Red. Fodbefjerede Dværghøns, Antwerpener Skæghøns, Dværgitalienere samt Minorka-høns. Rheinlænderen var de første racehøns, hun erhvervede sig, mens Minorkaen er den race, der er kommet senest til. Her mangler hun endnu en hane:

- Jeg håber at finde en ved Landsudstillingen. Det er helt klart avls-arbejdet, der har fanget mig. At forsøge at fremavle det bedste dyr. Det er spændende, siger Rikke Pedersen, der deltager i så mange konkurrencer som muligt.

Så når hun siger, at hun med glæde sætter kyllingesteg på bordet, er der dog undtagelser:

- EM-vinderen bliver ikke til middagsmad.

For Klaus Thomsen var det også lidt en tilfældighed, der førte til hans nu store passion for høns og duer.

- Tilbage i 2003 arvede jeg Leif O. Jensens to volierer her i fjerkræklubben. Hvis du dengang havde spurgt mig, om jeg troede, at jeg ville blive sådan én, der brugte tid på at polere næb og vaske fjer, ville jeg have sagt, at du ikke var rigtig klog, siger han til Dagbladet og Sjællandske.

Men arv forpligter, mener Klaus Thomsen, og derfor besluttede han sig for at gøre brug af de to volierer. I begyndelsen bare med fire-seks høns, men også her greb tingene om sig. I endnu større grad end for Rikke Pedersen.

Det vil føre for vidt at liste alle de hønseracer, der løber rundt i hans og hustruens huse og volierer på Apotekervej, og også når det gælder duer har han lidt af hvert.

Flest dog af racen Dansk Tumling Hvid Ensfarvet Glatbenet. En af dem blev europamester sidste år, og selv om Klaus Thomsen holder af duesteg, bliver det nok heller ikke den han sætter tænderne i.

Også for Klaus Thomsen er det avls-arbejdet, udstillinger og mesterskaber, der har den store interesse:

- Ja, jeg er et rigtigt konkurrencemenneske. Jeg bruger meget tid på det. Heldigvis er min kone lige så interesseret, ellers ville det ikke kunne lade sig gøre.

FAKTA
Hvis man har lyst til at se nærmere på hønsehold, duer og kaniner, så er der flere muligheder denne sommer.

Fjerkræklubben har åbent hus 20. juli, 27. juli, 3. august og 10. august. Alle dage er det kl. 10-13.

Det er gratis at deltage.
Klubben holder til på Apotekervej 27. Man skal bruge den østlige afkørsel i rundkørslen på Nordmarksvej. Klubben ligger bag kolonihaverne.

Medlemskab koster 125 kr. for voksne og 75 kr. for børn.

Vil man leje sig ind med hus/voliere koster det 500 kr. pr. halvår.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk