25. april 2019
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Uforståelig borgmester-kurv til øko-samfund

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Uforståelig borgmester-kurv til øko-samfund
Sorø - 22. marts 2019 kl. 09:02
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Sorø Økosamfund vil gerne etablere 67 boliger ved Rørstensgården på Frederiksberg med en blanding af 67 større og mindre ejer- og lejerboliger for at give tilbuddet om at kunne bo og leve bæredygtigt og klimavenligt til et så bredt udsnit af befolkningen som muligt.

I avisen kunne man læse, at borgmester Gert Jørgensen har sagt nej til at støtte etableringen af dette nye og første økologiske og bæredygtige boligområde i kommunen.

Hans begrundelse er, at der er lejeboliger nok i Sorø. Og han tilføjer, at det intet har at gøre med, at det er Sorø Økosamfund, der beder om støtte.

Jeg synes, borgmesteren misser en væsentlig pointe:

Det burde have alt at gøre med, at det er Sorø Økosamfund, der beder kommunen at støtte projektet (med 10 pct. af budgetrammen).

Det burde netop ikke kun handle om omfanget af almennyttigt boligbyggeri og lejeboliger, men om at Sorø Kommune her har en unik mulighed for at vise, at den tager sine egne miljø- og klima-planer alvorligt.

Som der står i kommunens miljøpolitik; boliger og byggeri, pkt. 3 under indsatsområder: "Inddrage hensynet til ressourceforbrug og bæredygtighed i øvrigt ved planlægning og etablering af nye boligområder:"

Og i "klimahandlingsplan 2011-2020" pkt. 4.4 under indsatsområder:" Udarbejdelse af en "politik for bæredygtigt, energirigtigt byggeri" således at miljø og energi fremover bliver vigtige punkter, når nye lokalplaner skal udarbejdes og godkendes..." - en "politik" der efter planen skulle laves i 2013, men mærkeligt nok ikke er til at finde på kommunens hjemmeside. Den blev måske "glemt og gemt væk", da det politiske flertal skiftede i kommunen?

Det er for mig uforståeligt, at borgmesteren (og byrådet?) siger nej til at støtte denne oplagte mulighed på et tidspunkt, hvor prioritering af indsatsen mod klimaforandringer fylder meget i folks bevidsthed og derfor står højt på den politiske dagsorden - også hos de konservative.

Jeg håber, at borgmesteren - sammen med byrådet - betænker sig og vil vise at de godt tør lade klima- og miljø-indsats gå forud for økonomi- og kassetænkning. Og derfor siger ja tak til engagerede borgeres bæredygtige initiativer og projekter.

Jakob Kaufmann
Topshøjvej 93, Sorø

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk