4. juni 2020
På borgermødet i Tersløse stillede Svante Svanhof spørgsmål, som han efterfølgende blev inviteret til møde med embedsmænd og rådgiver om. Foto: Bjarne Stenbæk
På borgermødet i Tersløse stillede Svante Svanhof spørgsmål, som han efterfølgende blev inviteret til møde med embedsmænd og rådgiver om. Foto: Bjarne Stenbæk
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Trafikproblemerne drukner i politisk rod

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Trafikproblemerne drukner i politisk rod
Sorø - 25. februar 2020 kl. 21:44
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste borger i Tersløse og Dianalund, der sidder og undrer mig i disse dage, men jeg tror det næppe.

På borgermødet i Tersløse 21. januar stillede Svante Svanhof på vegne af ham selv, Lena Bau, René Søby og undertegnede flere kritiske og opklarende spørgsmål vedr. hele processen og den politiske håndtering af omfartsvejsprojektet uden at få endelige og fyldestgørende svar. Borgmesteren og forvaltningen lovede dog at vende tilbage. På samme møde nedsatte man en borgergruppe, som fremadrettet skulle være den gruppe der sammen med forvaltningen arbejdede for at finde løsninger på Tersløses trafikproblemer. Planen var, at gruppen snarest muligt skulle indkaldes til første møde, så gruppen og forvaltningen sammen kunne behandle indkomne borgerforslag til trafiksanering med henblik på at være klar med et foreløbigt udkast til en plan, når vi alle skulle mødes til det opfølgende borgermøde 10. marts.

Nu er vi sidst i februar, og hvad er der så reélt sket?

Jo, forvaltningen vælger at invitere Svante til et møde 4. februar uden borgergruppen, uden bisidder, så han kunne få svar på de spørgsmål, han stillede på borgermødet. Umiddelbart tror jeg ikke, at han kunne være den eneste borger, der havde interesse i at høre disse svar, og det er tankevækkende, at man ikke ønskede borgergruppens tilstedeværelse. Svante er medlem af gruppen.

På borgermødet 21. januar havde vi, Lena Bau, René Søby, Svante og Lil Svanhof, ønsket at lave et oplæg, hvor vi fremlagde vores synspunkter. Dette ønskede kommunen ikke, under henvisning til, at man ikke kunne give en lille gruppe borgere så meget taletid. Nu er det så, at jeg undrer mig. Gælder det kun den ene vej? Der er åbenbart ikke noget problem i, at kommunen vælger at give Svante (og Lena, der tog med til mødet), et helt møde for dem selv.

Udover dette møde er der ikke sket en hujende høstfis. Der er stadig ikke, officielt, indkaldt til næste borgermøde 10. marts, og arbejdsgruppen har ej heller set en indkaldelse til sit første møde. Forlydender siger endvidere, at det kommende møde skal handle om Pilegårdsudstykningen og trafiksaneringer ved Holbergskolen. Nu undrer jeg mig igen, for hvordan kan mødet da blive en opfølgning, som lovet, på borgermødet 21. januar? Hvorfor får jeg den tanke, at kommunens forehavende er, at dele "hold kæft-bolsjer« ud, til borgere der blander sig - samt at give sig selv en mulighed for at sætte kryds ved at have givet borgerinddragelse?

Og så er der lige nedlukningen af omfartsvejsprojektet. Som mange borgere sikkert har læst i lokalaviserne efter Svante og Lenas møde med forvaltningen og COWI, så blev parterne enige om, at en fordyrelse af omfartsvejsprojektet reelt ville ende på ca. 10 millioner kroner (før man overhovedet har set på muligheder for at ændre i forudsætningerne for projektet).

Så...kære borgmester, hvordan kan du overhovedet tillade dig at sige i pressemeddelelsen, at projektet risikerer at blive op til dobbelt så dyrt som først antaget? Og du har tilmed stået på nytårskuren og fortalt deltagerne, at omfartsvejsprojektet er droppet, fordi det vil løbe op i 100 millioner kroner. Der er kun en ting at sige om det: Du vælger at lyve dine borgere lige op i hovedet. Man kunne foranlediges til at tro, at du havde haft et stort behov for at skrue tallene så højt op, at ingen stillede spørgsmålstegn ved din beslutning om at stoppe omfartsvejsprojektet.

Slutteligt så ser jeg frem til, en skønne dag, at modtage de sidste dokumenter i vores aktindsigt, og er I i tvivl om hvilke dokumenter, jeg henviser til, så er det de dokumenter I har løjet om I flere omgange. Først var flere dokumenter det samme, der blot var journaliseret flere gange, dernæst eksisterede de ikke og til sidst var de, hokus pokus, der alligevel, men nu var der en paragraf, der gjorde, at I ikke behøvede at udlevere dem. Men mon ikke det lykkes for os at få dem en dag?

Lil Svanhof
Lena Bau
René Søby
Svante Svanhof

Kommunen svarer

En samlet løsning for Tersløse og Dianalund

I dit læserbrev kritiserer du processen omkring borgermøderne i Tersløse og Dianalund og beslutningen om at sætte omfartsvejen på hold. Du mener ikke, der er sket "en hujende høstfis" siden borgermødet i Tersløse den 21. januar.

Det er vigtigt for mig at understrege, at selvom jeg er bekendt med - og har stor forståelse for - at der er stærke interesser i både Tersløse og Dianalund i forhold til trafikløsninger, så er det i min optik afgørende, at der findes en samlet løsning, som omfatter begge områder. Lad mig derfor kort ridse op, hvad der er planlagt.

I december blev det meldt ud, at der ville blive afholdt to borgermøder om trafikløsninger - et i Tersløse og et i Dianalund. Begge møder med det formål at indhente forslag og ideer til trafikløsninger. På mødet i Tersløse var der fokus på trafikløsninger i Tersløse. På mødet i Dianalund den 10. marts vil der være fokus på trafikløsninger i forhold til Pilegårdsudstykningen, Holbergsvej og Holbergskolen. Man kan desuden indsende forslag og ideer gennem en elektronisk spørgeundersøgelse.

Datoen for borgermødet er annonceret i Sorø Avis og Ugebladet Vestsjælland den 29. januar, og vil inden for de nærmeste dage blive meldt ud i dagspressen og annonceret igen.

Når alle input fra de to møder er samlet, vil borger-arbejdsgruppen blive indkaldt til møde. Her vil de indkomne forslag blive drøftet. Dette vil formodentlig ske i starten af april. Arbejdsgruppen blev nedsat på borgermødet i Tersløse den 21. januar og vil på mødet i Dianalund blive udvidet til også at omfatte repræsentanter for DUR og Holbergskolen.

Herefter vil kommunens rådgiver blive sat på sagen og blive bedt om at udarbejde et skitseforslag, som kan behandles politisk.

I forhold til dine kommentarer til beslutningen om at sætte omfartsvejen på hold, så forstår jeg godt din frustration.

Omfartsvejen og cykelstien var budgetteret til at koste godt 47 millioner kr. På grund af dårlige jordforhold viste det sig imidlertid, at projektet - ifølge rådgiveren - kunne blive op mod dobbelt så dyrt. Det er korrekt, at man ved at udarbejde et alternativt projekt muligvis ville kunne bringe meromkostningen betydeligt ned - i størrelsesordenen 10-18 mio. kr. Det bemærkede jeg også på mødet i Tersløse. Det vil imidlertid kræve udarbejdelsen af et helt nyt projekt, hvilket vil kræve fornyet politisk behandling. Da flertallet bag omfartsvejprojektet har tilkendegivet, at man ønsker at være realistisk, da man allerede har strakt sig langt for at få økonomien i projektet til at hænge sammen, er det usandsynligt, at en fornyet politisk behandling vil give opbakning til et alternativt projekt, heller ikke selvom det skulle vise sig "kun" at være 10 mio. kr. dyrere.

Når administrationen efter borgermødet den 21. januar valgte at invitere en enkelt borger til møde, skete det for at kunne imødekomme borgerens ønske om meget detaljerede svar fra kommunens rådgiver om meget specifikke spørgsmål vedrørende omfartsvejprojektet. Mødet handlede ikke om de fremadrettede trafikløsninger, hvorfor arbejdsgruppen ikke var inviteret.

I forhold til dine bemærkninger om aktindsigten, så ved jeg, at I er i dialog med administrationen om dette.

Gert Jørgensen
Borgmester

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk