21. september 2020
Den store samling af russiske ikoner er blot en af de ting, der kan opleves på Sorø Kunstmuseum. Foto: Sune Berg
Den store samling af russiske ikoner er blot en af de ting, der kan opleves på Sorø Kunstmuseum. Foto: Sune Berg
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Kunst og erhverv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Kunst og erhverv
Sorø - 12. januar 2020 kl. 19:46
Af Charlotte Sabroe, museumsdirektør, Sorø Kunstmuseum
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Sorø Kommune var mandag vært ved en vellykket og velbesøgt nytårskur for kommunens mangfoldige erhvervsliv. Her blev det også tydeligt, at Sorø har et erhvervsliv, der engagerer sig i lokale aktiviteter og på forskellige måder bakker op om både sociale og kulturelle initiativer. Samtidig blev det igen og igen fremhævet, hvor meget de forskellige brancher kan løfte hinanden gennem partnerskaber, netværk og erfaringsudveksling.

Allerede tilbage i 00'erne satte kulturminister Brian Mikkelsen fokus på det potentiale, der ligger i en alliance mellem erhverv og kultur. I sin ministertid (2001-2008) tog han derfor flere initiativer for at fremme et sådant samarbejde. Målet var, at erhvervslivet skulle have glæde af kulturens kreative kompetencer og oplevelseselementer, mens virksomhederne kunne styrke kulturens erhvervsmæssige muligheder. Siden har begge parter på flere fronter profiteret af det indbyrdes samspil og indgået forpligtende partnerskaber af forskellig slags.

På mange museer sker det gennem erhvervsklubber. Det er umiddelbart en økonomisk deal, hvor virksomhederne betaler et kontingent og til gengæld får en række fordele. Her på Sorø Kunstmuseum drejer det sig bl.a. om, at de udover et antal fribilletter bliver inviteret til ferniseringer og netværksarrangementer, ligesom de får mulighed for at holde møder og kundearrangementer i nogle helt specielle omgivelser på museet til særpris.

For os betyder bidragene fra vores cirka 30 erhvervsmedlemmer rigtig meget. De giver os muskler til at udvikle projekter og udstillinger, som så kan gennemføres med videre god hjælp fra fonde som f.eks. Augustinusfonden, Ny Carlsbergfondet eller Knud Højgaards Fond. Det gavner både skolebørn og unge samt de mange voksne gæster, der besøger museet.

Men når det er sagt, så ser vi også erhvervsklubbens medlemmer som vigtige ambassadører for museet. De benytter vores smukke rammer omkring arrangementer for medarbejdere og kunder. Mange af disse oplever måske Sorø Kunstmuseum for første gang, og vi håber, at de bliver lidt klogere på museet og måske endda lidt forelskede i arkitekturen og kunsten, så de vender tilbage med venner og familie.

Vi er faktisk stolte over vores erhvervsklub. Og vi tror på, at den mangfoldighed der er i erhvervsmedlemskaberne, gavner museets omdømme. Derfor synliggør vi også erhvervsklubben så meget som muligt - ikke bare for at give lidt pay-back i form af reklame, men også fordi vi er lidt stolte over vores erhvervssamarbejde og ser muligheder i at løfte i flok.

Al erfaring viser, at kunst og kultur styrker et lokalområde med hensyn til bl.a. bosætning, erhvervsudvikling og turisme, og det er vores overbevisning, at et aktivt kunst-erhvervs samarbejde kan være med til at cementere Sorø som et 'kulturelt kraftcenter' på Midtsjælland.

Har debatten om sexisme taget overhånd?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk