De faglige organisationer har med bekymring læst det tekniske budgetforslag og prioriteringskatalog for 2019 for Sorø Kommune. Budgetforslagene i prioriteringskataloget vil - hvis de vedtages - forringe serviceniveauet i kommunen betragteligt.
Et teknisk budgetforslag, som indeholder et voldsomt træk på kommunens likviditet, som kun undgås hvis et omfattende prioriteringskatalog gennemføres, vidner om en kommune, der grundlæggende set ikke har styr på sin økonomi. Den medfølgende ønskeliste indeholder mange gode forslag, ligesom kommunen har fine ambitioner med FN's Verdensmål.
Vi vil dog anbefale, at budget 2019 først og fremmest har fokus på at sikre korrekt økonomistyring og sikring af de velfærdsydelser, borgerne bør forvente af sin kommune. En stor ønskeliste og fine visioner må vente til bedre tider.
Velfærden opstår i mødet mellem den kommunale medarbejder og borgeren, hvad enten vi taler om barnet i vuggestuen, den ledige i jobcentret eller den ældre i hjemmeplejen.
Der bør derfor fortsat være stor fokus på de ansattes arbejdsmiljø - trygge medarbejdere leverer trygge velfærdsløsninger. Det er bekymrende, at mange af prioriteringsforslagene har negative personalemæssige konsekvenser. Kommunen mangler i forvejen hænder til at udføre mange kerneopgaver ordentligt, så afskedigelser bør så vidt muligt undgås. Hvis afskedigelser bliver nødvendige, henstiller vi til brug af omplaceringer, fratrædelsesaftaler, mulighed for nedgang i tid, jobbankordning mv. Dette skal ske i et tæt samarbejde med MED-organisationen, så der sikres tryggest mulige rammer omkring processen.
I den sammenhæng kan vi derfor ikke undgå at nævne, at forslaget på børne- og ungeområdet om besparelser på fællestillidsrepræsentanter både virker uigennemtænkt og skadeligt for samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere. Et godt samarbejde er afgørende i en situation med mulige afskedigelsesrunder. Det fordrer blandt andet, at de tillidsvalgte har den nødvendige tid til varetagelsen af deres hverv.
Vi ønsker alle en fortsat god budgetproces.
FOA Sjælland
LO Midtsjælland
Socialpædagogerne Midtsjælland
BUPL Midtsjælland
3F Slagelse
Dansk Lærerforening Ringsted-Sorø
HK Sjælland
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her