17. december 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Arbejdsløse er mennesker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Arbejdsløse er mennesker
Sorø - 02. december 2018 kl. 20:01
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Fra Enhedslisten valgte vi på det seneste byrådsmøde, at stemme imod Sorø Kommunes beskæftigelsesplan for 2019. Den primære grund er, at vi mener, at planen er skrevet i et sprog, der dehumaniserer de mennesker, der står udenfor arbejdsmarkedet.

Det er for eksempel stærkt bekymrende, når der står, at "virksomheden er en kunde der aftager jobcentrets service og borgere". Efter Enhedslisten opfattelse bliver borgeren dermed blot et produkt, der skal afsættes, billedligt talt en sæk kartofler i stedet for et individ med egne behov og ønsker.

Det bliver værre med sætningen "Jobcentret skal have de services og produkter, som virksomhederne efterspørger". Produktet her er altså borgerne, mennesker hvis eneste "fejl" er, at de af den ene eller anden årsag, ikke er på arbejdsmarkedet.

Enhedslisten ser planen som et eksempel på, at mennesker, der modtager overførselsindkomster, fuldstændigt forsvinder som personligt element.

Det vidner om, at beskæftigelsesplanens primære formål ikke er at støtte det enkelte menneske. Dens udgangspunkt er "at imødekomme virksomhedernes aktuelle behov for kvalificeret arbejdskraft".

Beskæftigelsesplan for 2019 er til for virksomhederne, ikke for borgerne.

Beskæftigelsesplanen opererer med, at menneskers arbejdskraft ikke har værdi, hvis de er på overførselsindkomst.

Derfor tilbydes de arbejdsløse til virksomhederne som gratis eller billig arbejdskraft.

Det være sig i form af virksomhedspraktikker, løntilskudsordninger, nyttejobs, ressourceforløb og andre former for aktivering.

Det er urimeligt, at en borger, der er tæt på arbejdsmarkedet, kan sendes i løntilskud i 4-6 måneder.

Hvis ikke der kan tilbydes reel beskæftigelse på overenskomstlignende vilkår, skal folk ikke tvinges til at arbejde gratis.

Vi er tilhængere af afbureaukratisering på området, f.eks, at der ikke iværksættes ressourceforløb, der kun opfylder dokumentationskravene.

I beskæftigelsesplanen for 2019, er efter Enhedslistens opfattelse for meget fokus på mål, og for lidt på, hvilke forandringer der skal laves i indsatsen. (forkortet af red.)

Bo Mouritzen
Byrådsmedlem
Enhedslisten i Sorø

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk