
Danmarks Naturfredningsforening er også kritisk overfor de omfartsbaner, som Banedanmark opererer med i det debatoplæg, der i øjeblikket er ude i offentlig høring. Og den sydlige omfartsbane er uacceptabel, mens en østlig udfletning er det bedste, mener DN Sorø.
Banedanmark vil sikre den fremtidige kapacitet i og omkring Ringsted, og har indtil videre fem muligheder i spil.
En udfletning lige øst for Ringsted. En udfletning lige vest for Ringsted. En nordlig omfartsbane, der følger motorvejslinjen og kobler sig på nuværende jernbane omkring Fjenneslev.
En kort sydlig omfartsbane, der går syd om Ringsted og kobler sig på nuværende Næstved-linjeføring og skal betjene trafikken mod kommende Femern-forbindelse.
Og så en sydlig omfartsbane, der går i en stor sydlig bue midt gennem Alsted og Fjenneslev, inden den ved Sønderskoven slutter sig til nuværende baneføring ved Sorø.
DN Sorø har følgende kommentar til de forskellige muligheder:
Sydlig omfartsbane: En sydlig omfartsbane helt til Sorø vil reelt ikke løse ret mange trafikale problemer, vil skære dybt ind i værdifulde landskaber og fragmentere med væsentlige negative konsekvenser for dyrelivets mobilitet og spredningsmuligheder.
Kort sydlig omfartsbane: En sydlig omfartsbane som alene forbinder til Femern Bælt forbindelsen vil kunne sikre en meget smidig godstransport nord-syd gående i Europa, men vil skære igennem store områder, som i dag er friholdt for trafikale gener.
Nordlig omfartsbane: En etablering af en nordlig omfartsbane vil kun have betydning for en mindre del af den gennemkørende øst/vestlige trafik og selv om den kan lægges rimelig tæt på motorvejen skal den alligevel krydse over denne på et sted, så gevinsten ved denne mulighed synes decideret begrænset.
Vestlig udfletning: En vestlig udfletning vil være meget, meget omfattende og vil gøre ubodelig skade på naturværdierne umiddelbart vest for Ringsted by, med Torpet Mose og Ringsted å, og kan derfor absolut ikke anbefales.
Østlig udfletning: En østlig niveaufri udfletning vil give mulighed for at bevare Ringsted Station som et fornuftigt knudepunkt for jernbanetrafikken på Sjælland og vil påvirke den omliggende natur mindst muligt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her