

Se billedserie
Hendes Majestæt Dronning Margrethe besøgte mandag Sorø Klosterkirke og Sorø Kunstmuseum. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske
Den store, sorte Bentley tog sig absolut majestætisk ud. Bagved kørte en BMW med et par sikkerhedsfolk, men ellers var der ikke den store pomp og pragt over Dronning Margrethes besøg i Sorø mandag. Besøget var nemlig af helt privat karakter, så der var hverken børn med dannebrogsflag eller en tusindtallig skare, der skulle hylde majestæten. Ikke engang en af dronningens nok så berømte hatte var med i Sorø.
Kongehuset henvendte sig for nylig til Stiftelsen Sorø Akademi, der ejer Sorø Klosterkirke. Dronning Margrethe har med interesse fulgt renoveringen af kirken, og det er især den indvendige renovering, der har påkaldt sig interesse. Her renser man med håndkraft og en specialfremstillet rensedej kalkmalerier og dekorationer, så mange års snavs bliver absorberet, og dekorationen får sin oprindelige farve tilbage. Udvendig får klosterkirken nyt blytag, mens spiret forsynes med nyt kobbertag. I alt løber renoveringen op i omkring 70 mio. kr. Af dem har Lorentz Jørgensens virksomhed Sorana A/S og A.P. Møller Fonden doneret hver 25 mio. kr. Augustinus Fonden yder 7,5 mio. kr., mens godt 3 mio. kr. kommer fra Ringsted-Sorø Provsti. Resten af regningen står Stiftelsen Sorø Akademi for.
Efter besøget i Sorø Klosterkirke, besøgte Dronning Margrethe Sorø Kunstmuseum, hvor hun dels kiggede nærmere på den specielle arkitektur og det specielle facadevalg og dels så Preben Hornung-udstillingen »Ind i stoffet« - og netop dronningebesøget var den egentlige årsag til, at udstillingen blev forlænget.
Dronningen kendte Preben Hornung, der bl.a. malede et ret så berømt billede af hende. På kunstmuseet spiste dronningen også frokost leveret af Støvlet Katrines Hus.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her