22. oktober 2018
Lars Ulrik Mortensen. PR-foto
Lars Ulrik Mortensen. PR-foto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Anmeldelse: Han fik musikken til at leve på Comwell Sorø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anmeldelse: Han fik musikken til at leve på Comwell Sorø
Sorø - 13. august 2018 kl. 19:45
Af Hans Krarup
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Med den smukke udsigt over vinmarkerne fra Comwell Sorø havestues panoramavinduer i den nedgående sols smukke aftenbelysning, kunne tilhørerne onsdag aften nyde tidlig barokmusik fra 1600- tallets Sydtyskland og Italien, ja helt ned til Spanien.

Med temperaturen in mente, ca. 30 grader, kunne det næppe blive mere eksotisk.

Det var igen »Klassisk i Sorø«, der stod for arrangementet, og det havde de stor ære af. Thi de medvirkende musikere var ingen ringere end vor egen Lars Ulrik Mortensen, der trakterede sit store, velklingende cembalo, samt to unge damer, som han befandt sig i ualmindelig godt selskab med: Cecilia Bernardini på barokviolin, og Jane Gower på dulcian - fagottens forløber. Begge, både teknisk og kunstnerisk, helt på niveau med Lars Ulrik Mortensen.

Ingen kan som han få musikken til at leve. Han nøjes ikke med at spille de noder, som han sætter på nodestolen. De er blot til hjælp for hukommelsen.

Det samme gjaldt stort set violinen og dulcianen.

Det vigtigste er samarbejdet mellem dem - styret af Lars Ulriks kropssprog og mimik. Han styrer sine medspillere med alle til rådighed stående midler: Et kast med hovedet, et blik med øjnene, et løft med øjenbrynene, en afværgende håndbevægelse, et smil, et vredt men lydløst udbrud.

Det hele får musikken til at leve og ånde i sin charmerende blanding af fastlåste rytmer og frie improvisationer. Og han har hurtigt publikum med. De spontane udbrud fra tilhørerne undervejs bar tydeligt præg af at komme fra hans egen bukselomme.

Trioen bød på hele 11 stykker musik af komponister, som kun de færreste af os havde hørt om før. Det trøstede os at høre, at for datidens høviske publikum var de nok lige så ukendte.

Det var unge komponister og musikere, der tilhørte tidens avantgarde: "Frække« unge komponister, der kunne finde på at gøre nar af de gamle, stive former i musikken, og ustandselig afbryde de gamle, stive formmønstre til fordel for vild nytænkning. Findes de også i vore dage ?

Hans Krarup
anmelder

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk