Det kan godt være dyrt for mange, når det er »Black Friday«. Det blev også en dyr fredag for en bilist, som kl. 11.11 overhalede en motorcykelbetjent på Køge Bugt Motorvejen ved Solrød Strand.
Bilisten kørte i en udlejningsbil mod nord og overhalede betjenten med alt for høj hastighed.
Motorcykelbetjenten startede en hastighedsmåling på bilen, som viste sig at køre med en gennemsnitshastighed på 152 km/t, selvom det kun var tilladt at køre 110 km/t på strækningen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Bilisten blev standset ved tilkørsel 30, Solrød N, og føreren viste sig at være en 37-årig mand fra Rusland, som tidligere havde boet i Danmark.
Han var her blevet frakendt førerretten, men havde ikke været oppe til en kontrollerende køreprøve. Betjenten undersøgte bilen, som var udlejet i Danmark.
Den 37-årige havde ved udlejningen fremvist et dansk kørekort, som han burde have afleveret dengang han blev frakendt førerretten. Her havde han i stedet skrevet under på tro og love, at hans kørekort var bortkommet.
Udlejningsfirmaet kunne derfor ikke vide, at den 37-årige ikke havde et gyldigt kørekort.
Føreren havde desuden ikke medbragt lejekontrakten, som man skal, når man kører i en udlejningsbil.
Da manden ikke længere havde adresse i Danmark, skulle sagen afgøres med en straksbøde.
Det blev en dyr omgang for den 37-årige, som fik en bøde på i alt 12.500 kroner og et krav om 500 kroner til offerfonden, som pålægges i færdselssager, der udløser klip.
Den 37-årige betalte bøden på stedet, hvorefter han fik lov til at gå.
Politiet udleverede herefter bilen til udlejningsfirmaet.
Opgørelse over bøde: Kørsel uden førerret: 7000 kr., hastighed incl. højhastighedstillæg: 3500 kr., ej medbragt lejeattest: 1000 kr., ej afleveret kørekort: 1000 kr., og offerfond: 500 kr.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her