Bo Nygaard Larsen, radikal byrådsmedlem er klar i mælet:
- Jeg tager skarpt afstand fra Niels Hörups opslag. Det, der skete onsdag aften og nat i Washington, var et angreb på hele det vestlige demokrati, det førte dødsfald med sig og efterlod en nation og verden i frygt. Derfor er det under niveau, når Niels Hörup sammenligner præsident Trumps blokering på de sociale medier med den lokale debat i Solrød. Han burde straks sende en offentlig undskyldning for sin særdeles upassende adfærd.
Det er desværre ikke første gang, at borgmesteren prøver at lukke munden på sine kritikere. I Facebookdebatter taler han ofte grimt til dem, han debatterer med, og internt i byrådet prøver han vedholdende at få os, der kritiserer ham og Venstre, til at tie stille.
Det er svært at sige, hvad det handler om. Men det kan skyldes for mange år på magten. I den nuværende byrådsperiode har borgmesterens arrogance taget til i en så uhyggelig grad, at jeg frygter for den demokratiske debat, hvis han får fire år mere. Derfor vil jeg appellere til partierne og listerne uden om Venstre, om ikke vi i fællesskab kan komme med et alternativ. Husk på, at flertallet har vælgerne ikke stemmer på Venstre, men på andre partier og lister. Så muligheden er langt fra urealistisk. Radikale Venstre indgår gerne i sådanne drøftelser.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her