Solrød: Der skal altid være fuld gennemsigtighed i de politiske beslutninger, som bliver truffet i Solrød Kommune. Det mener ti medlemmer fra syv forskellige partier og lister i Solrød Byråd.
De ti byrådsmedlemmer skriver i en pressemeddelelse, at de finder det bekymrende, at beslutningen om den delvise midlertidige tidsbegrænsede parkering ved Solrød Center er truffet uden formel sagsbehandling i udvalget og uden politisk beslutning.
Emnet blev drøftet efter et møde i kommunens Økonomi-, Teknik- og Miljøudvalget den 12. februar - og ikke på selve mødet. Udvalgsmedlem Hans Odder(K) har på Facebooksiden Solrøds Stemme skrevet, at udvalget »mundtligt« gav »borgmesteren mandat til at diskutere løsninger med Centerforeningen og ikke mindst at finde en løsning, der kunne implementeres hurtigt.«
Den fremstilling kan udvalgsmedlemmerne Emil Blücher (LA), Jonas Ring Madsen (S) og Henning Christiansen (Havdruplisten) ikke genkende. De fastholder, at der ikke blev truffet en beslutning.
Underskriverne af pressemeddelelsen skriver, at de finder det bekymrende, at der i det politiske system i Solrød Kommune bliver truffet mundtlige beslutinger. Samtlige politiske beslutninger skal træffes på baggrund af et dagsordenpunkt i enten byrådet eller i et udvalg, og beslutningen skal føres til referat.
Pressemeddelelsen er underskrevet af: Claus Redder Madsen (Socialdemokraterne), Jonas Ring Madsen (Socialdemokraterne), John Wennerwald (Socialdemokraterne), Jytte Willendrup (Socialdemokraterne), Henrik T. Larsen (SF), Jan Færch (Grundejerne), Brian Mørch (Dansk Folkeparti), Henning Christiansen (Havdruplisten), Emil Blücher (Liberal Alliance) og Bo Nygaard Larsen (Radikale Venstre).
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her