

Se billedserie
Det var lige før at taget lettede sig i Vor Frelsers kirke, da 50 børn fra Scenekunstskolen i Solrød, sammen med næsten 500 andre børn fra andre Scenekunstskoler indsang koret på den nye julesang "Sne, Fred og Kærlighed."
Sangen er indspillet til fordel for Børns Vilkår og Børnetelefonen og handler om, hvor vigtigt det er at huske at omfavne hinandens forskelligheder, ikke mindst i den søde juletid. Det fortæller Scenekunstskolen i en omtale af indspilningerne.
Det var en stor oplevelse for både børn og voksne at følge de fire timers optagelser i kirken. Både filmoptagelser til musikvideoen, og lydoptagelserne af det enorme kor.
For det at få 500 børn til at synge seksstemmigt kor på kommando i en kæmpestor kirke, er noget som kræver stor tålmodighed. Både for børn, voksne og dirigent. Men missionen lykkedes over al forventning, og efter små fire timer kunne børnene synge nummeret igennem en sidste gang til ære for de fremmødte forældre, og det fremkaldte både tårer og stort bifald.
Fredag den 6. december udløses spændingen, for her bliver den endelige version af "Sne, fred og kærlighed" nemlig frigivet på både Youtube og Spotify. Nummeret vil desuden kunne købes på Itunes, og en stor del af salget herfra vil blive doneret til Børnetelefonen, oplyser scenekunstskolen i Solrød.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her