13. april 2021
Billedet til venstre blev taget, før katten Charlie forsvandt for 5,5 år siden. I dag er Charlie hjemme igen - hos 29-årige Camilla Jelstrups forældre i Slagelse - hvor hun og sønnen Nohr ofte kommer på besøg. Privatfoto.
Billedet til venstre blev taget, før katten Charlie forsvandt for 5,5 år siden. I dag er Charlie hjemme igen - hos 29-årige Camilla Jelstrups forældre i Slagelse - hvor hun og sønnen Nohr ofte kommer på besøg. Privatfoto.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Utroligt: Katten Charlie forsvandt - nu er han hjemme hos vennen Hugo efter 5,5 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Utroligt: Katten Charlie forsvandt - nu er han hjemme hos vennen Hugo efter 5,5 år

For to uger siden modtog 29-årige Camilla Jelstrup et helt usædvanligt opkald: Hendes røde hankat Charlie var blevet indleveret hos en dyrlæge fem og et halvt år efter, han var løbet væk. Hun troede, at han var død - nu boltrer han sig hjemme i Slagelse. Ovenikøbet ved sin gamle legekammerat, naboens kat Hugo.

Slagelse - 08. april 2021 kl. 11:07
Af Fleur Sativa

Mange katteejere har prøvet, at en kat løber hjemmefra. Men det er de færreste, der kommer hjem igen mere end fem år efter.

Historien om katten Charlie er derfor helt utrolig og næsten svær at tro på.

Det mener både flere dyrlæger og 29-årige Camilla Jelstrup, der nu i lang tid har troet, at hendes røde hankat var kørt ned.

Men den er god nok: I dag boltrer Charlie sig igen hjemme i forældrenes hus i Slagelse, efter han for fem og et halvt år siden løb væk i forbindelse med »et ferieophold« hos Camilla Jelstrup i hendes lejlighed i København i oktober 2015.

- Han boede fast hos mine forældre i Slagelse, da jeg ikke måtte have ham i min lejlighed. Men han er udekat, så efter et par dage lukkede jeg ham ud. Siden så vi intet til ham, fortæller Charlies ejer, der havde købt ham som 20-årig og efter hans forsvinden slog efterlysninger op på lygtepæle i området og i flere Facebook-grupper. Men uden held.

Altså lige indtil for to uger siden, hvor hun modtog et helt usædvanligt opkald.

Lå og rullede sig i solen

- Jeg er derhjemme i gården, hvor jeg leger med min søn. Og da jeg får opkaldet, tænker jeg bare: »Det kan ikke være rigtigt.« For det lyder helt utroligt. Jeg bliver faktisk helt paf. Så damen i telefonen fortæller mig, hvad der er sket, mens jeg bare står og er helt mundlam, forklarer Camilla Jelstrup.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Camilla Jelstrup købte Charlie som 20-årig, men da hun flyttede i lejlighed i København, kunne hun ikke have ham med. Han blev væk under en ferie hos hende i 2015. Privatfoto.

Opkaldet kom fra en dyrlæge på Dyrlægehuset Gentofte. For Charlie var blevet indleveret af en dame, der havde fundet ham i Charlottenlund. Her lå han ved restaurant Skovriderkroen, der er en del af MASH-kæden, og rullede sig i solen.

"Han har denne her lille ridse over næsen og hvide ben pånær det ene, hvor det kun er poten, der er hvid. Jeg kunne kende ham med det samme."
- Camilla Jelstrup, ejer til Charlie

Da damen mente, at den ellers kælne kat så usoigneret ud, indfangede hun ham og bragte ham til klinikken.

- Dyrlægen sagde, at det er helt enestående, at han »dukker op« mere end fem år senere, forklarer Camilla Jelstrup, der også selv først havde svært ved at tro det.

Men Charlie var blevet identificeret ud fra en øretatovering i hvert øre, som lige knap og nap kunne tydes efter de mange år væk hjemmefra. Og da Camilla Jelstrup ankom for at hente ham, var hun heller ikke længere et eneste sekund i tvivl: Det var altså Charlie.

»Det lød utroligt«

- Han har denne her lille ridse over næsen og hvide ben pånær det ene, hvor det kun er poten, der er hvid. Jeg kunne kende ham med det samme, fastslår Camilla Jelstrup, der dog måtte forbi en dyrehandel for at købe både transportkasse, kattebakke og kattemad, før hun hentede sin røde hankat.

- Jeg havde jo ingenting efter alle de år. Og da jeg fortalte de ansatte i dyrehandlen det, troede de næsten heller ikke på mig. Alle syntes, det lød utroligt, forklarer hun.

Artiklen fortsætter efter billederne...

Sådan så katten Charlie ud, før han forsvandt for 5,5 år siden. Privatfoto.

Og sådan ser han ud i dag - hjemvendt i trygge omgivelser og noget ældre. Privatfoto.

Camilla Jelstrup fandt senere ud af, at ansatte på restauranten, som Charlie var blevet fundet ved, løbende havde fodret ham og holdt ham som en slags »huskat«, der strejfede rundt i området. I hvert fald siden november 2018 - altså tre år efter, han var løbet væk.

Det forklarede, hvorfor den røde huskat stadig var tryg ved menneskehænder og »godt polstret« med sine velbevarede fem kilo, da Camilla Jelstrup hentede ham.

Men helt umærket af tiden væk hjemmefra var Charlie dog ikke: Dyrlægen måtte nemlig både barbere og vaske ham, da hans pels flere steder var fedtet og beskidt. Og derudover fandt dyrlægen en skade på hans brystben, hvor knoglen har været brækket og efterfølgende er helet skævt sammen.

Hjemme hos vennen Hugo

- Man kan tydeligt mærke det, når man kæler ham, at knoglen stikker ud på en forkert måde. Det kan være, han er blevet ramt af en bil på et tidspunkt, men det ved man ikke, forklarer Camilla Jelstrup, der dog i dag er glad for, at »nogen« har taget sig af hendes kat efter hans forsvinden i 2015.

Artiklen fortsætter efter billederne...

Charlie skal vænne sig til at være hjemme igen - men snart bliver han lukket ud, hvor han igen kan lege med naboens kat, Hugo. Indtil da må han nøjes med Nohr på 14 måneder. Privatfoto.

Den røde hankat har bevaret sin vægt og er stadig tryg i menneskehænder, da en restaurant siden 2018 har holdt ham som »huskat«. Hvad, der er sket i løbet af de tre år før, er foreløbig Charlies hemmelighed. Privatfoto.

- Hvis han havde levet som en vildkat alle de år, ville han have opført sig anderledes og nok ikke have været så velpolstret, som han jo er af en almindelig huskat at være, vurderer katteejeren, der den 18. juni - mod forventning - kan fejre Charlies ti års fødselsdag.

"Det sætter mange følelser i gang hos mig. Han har jo altid været min lille kat."
- Camilla Jelstrup, ejer til Charlie

- Det sætter mange følelser i gang hos mig. Han har jo altid været min lille kat, forklarer Camilla Jelstrup.

I dag er Charlie derfor chippet som en ekstra sikkerhed, hvis han skulle finde på at stikke afsted på nye eventyr. For snart bliver han sluppet fri i sit tidligere »lokalområde« i Slagelse og ud til sin gamle legekammerat, naboens kat Hugo.

- Vi er bare alle så glade for at have ham hjemme igen, fastslår Camilla Jelstrup.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk