17. januar 2021
Vilcon Hotel & Konferencegaard i Bøstrup ved Slagelse har valgt at holde åbent, mens mange øvrige hoteller og lignende i stedet er lukket ned.
Vilcon Hotel & Konferencegaard i Bøstrup ved Slagelse har valgt at holde åbent, mens mange øvrige hoteller og lignende i stedet er lukket ned.
Foto: Per Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Trods corona-restriktioner: Holder stadig åben for gæster

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Trods corona-restriktioner: Holder stadig åben for gæster

Trods skrappe corona-restriktioner må danske hoteller fortsat tilbyde overnatning og mad med op på værelset. Men flere er alligevel lukket ned. Det kan de nemlig lige så godt, lyder det fra Vilcon Hotel & Konferencegaard, der er en af de få, der fortsat holder åbent. Men heller ikke her tjener man nogen penge. Gæsterne er der nemlig ikke, lyder det.

Slagelse - 14. januar 2021 kl. 11:27
Af Fleur Sativa

- Vi er jo ikke lukket ned. Men altså. Vi har ingen gæster.

Sådan siger ejer og direktør af Vilcon Hotel & Konferencegaard, Connie Christensen. For selv om konferencecentret og hotellet i Bøstrup ved Slagelse ikke er påbudt at holde lukket, er man hårdt ramt af de nuværende corona-restriktioner.

Det gælder blandt andet forbuddet om at samles flere end fem personer samt nedlukningen af serveringssteder, heriblandt hotellets restaurant, der i dag kun må sælge take-away.

I dag vurderer Connie Christensen således, at Vilcon Hotel & Konferencegaard har »op til 90 procent færre gæster sammenlignet med før coronakrisen«.

Det tal får hun, hvis hun ser på både de overnattende og hotellets daglige konferencegæster.

Kalenderen er ryddet

- Mange i branchen vælger at holde lukket, for det kan de lige så godt. Men det betyder også, at der er en efterspørgsel på overnatningsmuligheder, forklarer Connie Christensen som forklaring på, hvorfor Vilcon Hotel & Konferencegaard ikke følger samme eksempel.

De gæster, hotellet ser, er derfor typisk arbejdsfolk og erhvervsdrivende, der rejser rundt i landet i kraft af deres arbejde og har brug for en enkelt overnatning.

- Derudover har vi enkelte dagsmøder med folk, der ikke selv har faciliteterne til at afvikle et møde. Men kalenderen blev stort set ryddet, da forsamlingsforbuddet gik fra 10 til fem, forklarer hotel-direktøren.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Vilcon plejer at være rammen for store selskaber - men i øjeblikket er gæsterne væk, konstaterer hotel-direktør og ejer, Connie Christensen. Foto: Per Christensen

Forsamlingsforbuddet betyder også, at alle større selskaber som for eksempel bryllupper, fødselsdage og firmafester er aflyste.

Og det er ellers noget, som Vilcon Hotel & Konferencegaard normalt lever af.

Balancerer på en knivsæg

- Vi kan jo slet ikke tilbyde folk den oplevelse, som vi normalt kan. Når folk overnatter, kan de for eksempel ikke engang blive betjent i vores restaurant. Maden kan de kun få som take-away, som de kan tage med op på værelset og spise. Som hvis de for eksempel bestilte hos McDonald's, forklarer Connie Christensen.

Ifølge hotel-direktøren er det således mest af alt en slags service, at hotellet fortsat holder åbent. For at kalde det en forretning kan man ikke. Slet ikke en god én af slagsen.

"Vi balancerer lige nu på en knivsæg. Men jeg prioriterer at holde åbent med det lille underskud, der måtte være."
- Connie Christensen, ejer og direktør, Vilcon Hotel & Konferencegaard

- Vi balancerer lige nu på en knivsæg. Men jeg prioriterer at holde åbent med det lille underskud, der måtte være. For ærlig talt: Vi snakker samlet set kroner og øre, når det kommer til, hvad det ville gøre af forskel at lukke helt ned i stedet for at holde åbent, vurderer Connie Christensen.

Hvor længe forholdene vil være forandrede, som de er på grund af restriktioner i øjeblikket, har hun svært ved at spå om. Hendes bedste forhåbninger er til marts.

De værste er »først engang til sommer«. Eller længere tid endnu.

- Jeg forestiller mig, at vi måske kan være tilbage til det, man vil kalde »mere normale forhold« til sommer. Måske. Men i marts kan vi forhåbentlig allerede have en mere almindelig drift. Håber jeg, forklarer Connie Christensen.

»Folk er afventende«

Med »almindelig drift« mener hun, at forsamlingsforbuddet hæves til 50, så hotellet igen kan have selskaber. Og at restauranten får lov til at servere for gæsterne.

- Det begrænser os selvfølgelig stadig meget - for eksempel i forhold til de store fester. Som bryllupper. Dem går der lang tid, før vi igen kan afvikle. Det kan jeg også mærke, at mine kunder tænker, siger hotel-direktøren, der, som tingene ser ud nu, må se ind i en tom kalender uden de store bookinger.

Foreløbig udløber forsamlingsforbuddet og flere nedlukninger - heriblandt nedlukning af caféer og restauranter - den 7. februar.

Men når og hvis det sker, regner Connie Christensen ikke med, at det vil have en effekt på besøgstallet lige med det samme:

- Folk er jo også afventende, vurderer hun.

I denne uge begynder VM i håndbold. Tror du det danske herrelandshold kan vinde VM?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk