

Se billedserie
De to mænd på 20 og 24 år, der tirsdag klokken 14 blev fremstillet i grundlovsforhør i sagen om den dramatiske fangeflugt fra Psykiatrisygehuset i Slagelse, er begge sigtet for at have truet personalet med pistoler.
Det fremgik af den sigtelse, der blev læst op i Retten i Næstved, mens pressen var til stede.
De to mænd blev anholdt i Barcelona i Spanien den 7. december. De blev anholdt af dansk politi tirsdag klokken 11.13, da de landede i Københavns Lufthavn. I retten var begge de spinkle unge mænd mandsopdækket af to betjente, som konstant fulgte dem i en halv meters afstand.
Retslokalets dør og vindue var også bevogtet af politiet.
Anklageren begærede dørene lukkede, og det blev imødekommet af dommeren, da hensynet til efterforskningen på nuværende tidspunkt vejede tungere end hensynet til offentlighedens indsigt i begivenhedernes sammenhæng. Der er også nedlagt navneforbud.
Men inden dørende blev lukket, blev sigtelsen læst op, og der fremgik det, at de to unge mænd er sigtet for at have været med til at hjælpe flugtfangen Hemin Dilshad Saleh med at stikke af fra sygehuset den 19. november.
Der er under efterforskningen fundet to skydevåben, som de to er sigtet for at have truet personalet med. Truslerne bliver beskrevet som "under skærpende omstændigheder", hvor andres liv har været i fare.
Begge nægtede sig skyldige i alle anklager, men de blev alligevel varetægtsfængslet - foreløbig frem til den 9. januar.
Der er nu fire fængslede i sagen i Danmark og en i udlandet, mens selve hovedpersonen Hemin Dilshad Saleh stadig er på fri fod.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her