16. oktober 2019
Line Marie Christensen flyttede til Slagelse i januar, men har siden manglet et fællesskab. Derfor har hun i dag taget sagen i egen hånd og over Facebook inviteret fremmede ind i sit hjem. Efter den positive oplevelse opfordrer hun andre til at gøre det samme.
Line Marie Christensen flyttede til Slagelse i januar, men har siden manglet et fællesskab. Derfor har hun i dag taget sagen i egen hånd og over Facebook inviteret fremmede ind i sit hjem. Efter den positive oplevelse opfordrer hun andre til at gøre det samme.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tilflytter tog sagen i egen hånd: Fandt fællesskab på Facebook

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tilflytter tog sagen i egen hånd: Fandt fællesskab på Facebook
Slagelse - 21. september 2019 kl. 13:21
Af Fleur Sativa
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hvad gør man, hvis man er ny i en by og mangler et netværk? For 22-årige Line Marie Christensen har svaret været at lave et opslag på Facebook, hvor hun har søgt efter andre, der er interesserede i at mødes.

I januar flyttede hun nemlig til Slagelse og ud for sig selv for allerførste gang. Men selvom hun har sit studie, har hun siden årets start manglet et større fællesskab.

Derfor tog hun beslutningen: At starte en madklub og invitere fremmede ind i sit hjem.

- Men den her madklub kunne have været hvad som helst andet. Det handler bare om at have noget at være fælles om og skabe en mulighed for at være sammen med nogle mennesker, jeg måske ellers ikke havde mødt, forklarer Line Marie Christensen, som havde overvejet at melde sig ind i en forening som frivillig, før hun skrev opslaget på Facebook.

Mange reaktioner

Sidstnævnte skulle imidlertid hurtigt vise sig at være en god idé. For Line Marie Christensen fik så mange reaktioner på opslaget, der blev skrevet i Facebook-gruppen »4200 Slagelse«, at hun til sidst måtte vælge folk fra.

- Der ville simpelthen ikke var plads til at lave så stor en madklub. Det var helt overvældende, fortæller den 22-årige tilflytter, som på rekordtid fik cirka 100 reaktioner fra fremmede, der kommenterede og »likede« hendes opslag.

I dag håber Line Marie Christensen derfor, at andre har modet til at gøre det samme som hende, hvis de mangler et netværk eller ønsker at udvide deres nuværende. For langt fra alle, der var interesserede, kom med i madklubben.

- Det er på en måde skræmmende, at der er så mange, der har kommenteret. For hvad hvis jeg ikke havde skrevet opslaget? Havde de så gået for evigt med en lyst til at gøre noget, men ikke vidst, hvad de skulle gøre? Så det har været med blandede følelser at modtage alle de her reaktioner, siger hun.

Flere føler sig ensomme

Ifølge tal fra Danmarks Statistik flyttede 2.777 borgere nemlig til Slagelse Kommune sidste år. Og ifølge Folkebevægelsen mod Ensomhed føler cirka 350.000 danskere på landsplan sig »ofte ensomme«.

En del oplever særligt ensomhed, når der sker ændringer i deres liv. For eksempel hvis de får nyt arbejde, nyt studie eller flytter til en ny by, ligesom Line Marie Christensen gjorde i januar.

For hende handlede lysten til at møde andre imidlertid lige så meget om at lære den by, hun er flyttet til, at kende. Og her var Facebook det oplagte valg at søge nye bekendte, mener hun.

- Jeg synes altid, at Facebook er godt, fordi der er mange forskellige mennesker samlet på et sted. Så jeg har før brugt det til at søge råd i grupper, hvis jeg har haft spørgsmål. For mit vedkommende gav det derfor rigtig god mening at skrive et opslag i den by, jeg bor i og bare se, om folk havde samme interesse som jeg, forklarer Line Marie Christensen, som endnu ikke ved, hvad de nye bekendtskaber vil føre til:

- Selvfølgelig er man lidt nervøs første gang, man skal mødes, fordi det er lidt specielt det der med at invitere fremmede mennesker ind i sit hjem. Men det er også fedt at gå ind i noget med helt åbent sind og ikke have så mange forventninger, men bare se, hvordan det går. Og så skaber vi måske noget sammen, siger hun.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk