

Se billedserie
Torsdag aften kunne flere gæster med stor sandsynlighed nikke genkendende til teksten »Alt hvad hun ville var at danse«, og måske endte nogle endda også med at gå hjem med følelsen af at være »De første kærester på månen«.
I hvert fald var der god stemning og varme i luften, da et af Danmarks mest populære bands gennem 40 år, TV-2, spillede flere velkendte numre og med stor succes åbnede scenen på Nytorv i Slagelse som det første navn ved betalingskoncerterne under Slagelse Festuge.
I alt havde cirka 2300 gæster købt billet til koncerten. Noget, der glæder arrangørerne, som ved årets festuge har satset på netop større navne.
- Vi er jo super glade og stolte over, at vi har haft både mulighed og økonomi til at få et band som TV-2 til at spille. Det er noget, vi har villet længe, forklarer festugens formand, Jens Vadmand, og uddyber, at Slagelse Festuge med navne som TV-2 på programmet har budgetteret med 50 procent mere end sidste år.
Under den sol, som stadig var oppe, da de fire bandmedlemmer trådte ind på scenen klokken 20, var det derfor også første gang nogensinde, at TV-2 gav koncert under Slagelse Festuge, omend bandet tidligere har spillet koncert i Slagelse.
Og måske af netop den grund blev deres indtræden på scenen på Nytorv taget ekstra godt imod af de mange forventningsfulde gæster.
- Vi elsker TV-2 og er fuldstændig pjattede med dem. Det er jo fed musik, og især når de spiller de numre, vi kender, så skråler vi derudaf. Det er jo fra dengang, vi var unge, fortalte 50-årige Heidi Hendriksen, da Sjællandske mødte hende til koncerten.
Her deltog hun sammen med tre veninder, som alle er fans af TV-2 og »de gode gamle numre«. Men bandet, der for nylig har udgivet deres 19. studiealbum, havde under koncerten også godt fat i de unge:
- Jeg kender deres sange virkelig godt, men det er faktisk først i dag, at jeg fandt ud af, at det er dem, der har lavet sangene, fortalte 16-årige Mathilde Vestergaard Düring, som var taget til koncerten med sin familie. Hun blev dog suppleret af veninden Monique Jensen:
- Det er sådan nogle sange, vi synger med på, hvis de kommer i radioen, fortalte hun.
Koncerten var festugens første betalingskoncert. Fredag indtager bandet René og Værsgo og Sømændene scenen på Nytorv, mens Back to Back, Karl Herman's Trio og Magtens Korridorer slutter Slagelse Festuges koncerter lørdag.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her