

Se billedserie
- Jeg er optimist med hensyn til at få Spejdernes Lejr 2022 til Slagelse. Der er stor opbakning fra flere sider.
Det siger Anni Tolstrup-Christensen, formand for Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd - Slagelse (BUS), der i efteråret kontaktede borgmester og administration for en drøftelse af ansøgning om værtskab for Spejdernes Lejr 2022.
Anni Tolstrup-Christensen har tidligere har været formand for De Grønne Pigespejdere på landsplan, og hun har sammen med andre arbejdet hårdt på at skaffe opbakning fra samarbejdspartnere, så Slagelse kan lægge billet ind på arrangementet.
Og forleden blev der taget et stort skridt, idet Anni Tolstrup Christensen kan melde om opbakning fra to store firmaer. Nemlig frøfirmaet DLF og bryggeriet Harboe.
Frøfirmaet er interessant, idet der jo skal bruges 200 hektar græsareal til spejderlejren.
- Vi har sammen med DLF kigget på nogle modeller, der vil gøre det attraktivt for landmændene at låne jorden ud til lejren, siger Anni Tolstrup-Christensen.
Vedrørende støtten fra Harboe siger Anni Tolstrup-Christensen, at der ikke er tale om, at det lokale bryggeri kommer med en stor pose penge.
- Men meldingen er, at Harboe gerne vil bidrage med mulighed for deres meget smukke hovedkvarter til rådighed for nogle aktiviteter i forbindelse med lejren. Fra bryggeriets side er man meget interesseret i aktiviteter, der kan gøre det vestsjællandske område mere kendt i resten af landet, da det også kan gavne virksomheden, for eksempel når man skal skaffe nye medarbejdere, siger Anni Tolstrup-Christensen.
Hun siger videre, at Harboe også vil bakke op via den støtte man giver til lokale foreninger, der kan gå ind og medvirke ved lejr-projektet.
- Det vil naturligvis også være interessant for Harboe at blive leverandør til lejren, og det er da noget, vi gerne vil anbefale arrangørerne, men det er ikke noget, vi kan love på forhånd, siger Anni Tolstrup-Christensen.
Der i øvrigt også kan fortælle, at hun har opbakning fra paraply-organisationen Slagelse Idræts Råd til lejr-projektet.
22. februar er sidste frist for Slagelse Kommune til at lægge billet ind på at få lejren. Beslutningen om hvorvidt Slagelse skal forsøge sig vil skulle træffes af byrådet 28. januar. Sagen skal dog forinden til debat i økonomiudvalget 21. januar. I dette udvalg er alle byrådets partier repræsenteret, så det der besluttes her vil formentlig også blive vedtaget på byrådets øde.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her