

Se billedserie
Der blev både tændt lys, lagt blomster og holdt et minuts stilhed, da herboende tamiler fra Slagelse tirsdag eftermiddag samledes for at mindes ofre fra de bombeangreb, der påskedag ramte Sri Lanka.
Mindst 310 personer mistede livet under angrebene søndag - herunder tre danske børn.
Derfor var både tamiler og etniske danskere inviteret til at deltage i mindesammenkomsten, der var arrangeret af Det Tamilske Aktivitetscenter og fandt sted på Kongehavecentret på Svendsgade i Slagelse.
- Mange af os (tamiler, red.) kommer fra Sri Lanka, og vi er ofte på ferie der. Derfor berører det os dybt. Men det her er ikke kun et angreb på vores tamilske medsøstre. Det er også et angreb på vores danske medborgere. Derfor føler vi, at det er passende at samles, forklarer Srivani Thiya, der er medlem af Det Tamilske Aktivitetscenter og arrangør af mindesammenkomsten.
Ifølge Srivani Thiya er det en del af tamilsk kultur at tænde lys og lægge blomster for afdøde, da man mener, at dette er med til at »sende dem videre« på deres rejse.
Men særligt flere af de efterladte har udtrykt behov for at mødes, forklarer hun:
- Vi kender blandt andet til nogen, der har mistet deres forældre. Og så har vi fået flere opringninger fra tamiler, der har haft brug for et sted til at mindes og til at sørge, fortæller Srivani Thiya.
Udover de mange ofre er weekendens angreb præget af dårlige minder for mange tamiler, da det er et årti siden, der blev erklæret fred på Sri Lanka, efter 26 år med borgerkrig.
De nye dødelige angreb har derfor gjort mange utrygge på ny, forklarer arrangøren af mindesammenkomsten:
- Derfor er det vigtigt, at vi i dette øjeblik mærker, at vi har hinanden, og at vi kan samles. Både danskere og tamiler, fortæller hun og understreger:
- Det er ikke kun tamilerne, der er ramt. Vi er alle ramt, siger Srivani Thiya.
Politiet har indtil videre anholdt 40 personer i forbindelse med bombeangrebene i Sri Lanka. Ingen har endnu selv taget ansvaret for angrebene.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her