
Slagelse Kommune har lukket ned for den kontroversielle chat-side og app OME-TV på skolernes server.
Centerchefen for børn og unge, Per Kensø, bekræfter, at man har valgt at blokere OME TV på kommunens folkeskoler, fordi kommunen har modtaget en indberetning fra en folkeskole i Slagelse.
- Vi undersøger lige nu sagen og derfor har vi valgt at lukke ned for OME TV, da skolen indberettede, at der foregik ting på chat-siden, som langt fra er skolerelateret. Det har vi reageret på, og som udgangspunkt har vi valgt at blokere for OME TV, fortæller centerchefen, der uddyber, at skolerne selvsagt ikke kan styre, hvad børnene går ind på, når de har deres mobiler i hånden og er på eget netværk.
- Når eleverne er på kommunens netværk på skolerne, så er det for at lave skolerelaterede ting, så indtil vi har undersøgt, hvordan det forholder sig med OME TV, så vil der være lukket for chat-siden.
Den populære applikation er bygget op således, at børn helt anonymt kan være i direkte videoforbindelse med folk fra hele verden.
På både hjemmesiden og via en app kan unge så oprette en videoforbindelse med personer, de ikke ved, hvem er, på meget kort tid.
Flere kommuner har allerede lukket ned for det sociale medie, og det har flere gange været fremme i medierne, at nøgne mænd stiller sig foran kameraet.
Horsens Kommune er en af de kommuner, der har lukket ned for chat-siden på deres skoleserver, og nu har Slagelse Kommune fulgt trop.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her