For ikke at risikere at sprede smitte med coronavirus, er medlemmer af Jehovas Vidner stoppet med at gå fra dør til dør.
Man er vant til at møde dem i sin hoveddør. Men på grund af coronavirus er medlemmer af Jehovas Vidner begyndt »at ringe op« i stedet for »at ringe på«.
Og således kan man forvente at modtage enten et opkald eller en SMS fra trossamfundet, der blandt andet holder til i rigssalen på Japanvej i Slagelse og normalt er kendt for at gå fra dør til dør for at forkynde.
Det fortæller talsmand for Jehovas Vidner i Danmark Dag-Erik Kristoffersen og peger på, at praksissen er ændret, da smittefaren ved at møde op fysisk på folks dørtrin er for stor.
- Trossamfundet Jehovas Vidner har taget nogle alvorlige skridt for at forhindre spredning af corona-virusset, fastslår han og peger på, at det blandt andet heller ikke i dag er muligt at besøge eller få en rundvisning på trossamfundets lokale afdelingskontorer - altså heller ikke i Slagelse.
- Vores lokale menigheder i Skandinavien har implementeret de direktiver, der er kommet fra sundhedsmyndighederne. Vi mødes ikke længere ikke i rigssalen til vores møder, men benytter os af andre løsninger, som for eksempel videokonferencer, fortæller Dag-Erik Kristoffersen.
Ifølge ham er telefonopkald - og endda brevskrivning - således taget i brug for fortsat at praktisere den offentlige forkyndelse uden at risikere smitte.
Men også for ikke at gøre folk urolige.
Artiklen fortsætter efter billedet...

Bibelenes ord er om muligt vigtigere nu end på noget andet tidspunkt, siger talsmand for Jehovas Vidner i Danmark, Dag-Erik Kristoffersen. Derfor gør trossamfundet i dag alt for ikke at sprede corona-smitte, mens de fortsat forsøger at række ud og skabe kontakt til borgere. Foto: Kristina Herlev Wulff
Bibelenes ord er dog om muligt vigtigere nu end på noget andet tidspunkt, mener Dag-Erik Kristoffersen.
- Vi mener, at Bibelens positive budskab altid er vigtigt, og især nu i en vanskelig tid hvor vi har brug for ekstra trøst og opmuntring. Mange af vores medmennesker bliver opmuntret over at høre om de positive fremtidsudsigter, Bibelen indeholder, forklarer han.
Ifølge talsmanden fra Jehovas Vidner er brugen af opkald og SMS dog ikke helt nyt for trossamfundet.
Praksissen har nemlig fulgt den teknologiske udvikling og er brugt for at nå ud til så mange som muligt, da det er både nemmere og hurtigere at kommunikere gennem telefonen end at gå fra dør til dør.
Og selv om der i Danmark er helt klare og strenge regler for, hvornår man lovligt kan henvende sig til en borger telefonisk eksempelvis for at sælge en vare, så overtræder Jehovas Vidner ikke loven ved denne metode.
Det skriver JydskeVestkysten, som har talt med Susanne Bager,jurist hos Forbrugerombudsmanden.
- Markedsføringsloven finder anvendelse på erhvervsdrivende, herunder erhvervsmæssig virksomhed. Derfor er religiøse foreninger som udgangspunkt ikke omfattet af markedsføringlovens forbud mod uanmodet telefoniske henvendelser, som Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, fastslår hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her