

Morgenbrød, bagværk og kaffe to-go. Men uden »Mejsners« på butiksfacaden.
Selskabet MBC+T Engros, der fører konkursramte Dan Mejsners bagerbutikker videre, bibeholder alligevel ikke navnet »Mejsners«, når 1100 kvadratmeter på Slagelse Station til maj får bagervarer på hylderne.
Det annoncerer ejerne, der ligeledes fortæller, at man pr. 1. maj 2018 ændrer navn samtlige steder på Sjælland og Falster, hvor »Mejsners«-brandet ellers pryder.
Det være sig i den nye butik på stationen, som slår døre og brød op i begyndelsen af maj, butikkerne i Glumsø og Korsør samt den nye i Marielyst på Falster.
- Mejsners er et godt og etableret navn i specielt Slagelse. Men med vores nye tiltag i de nye konceptbutikker i eksempelvis Marielyst, hvor vi også åbner ismejeri sammen med vores nye hovedbageri, og den snarlige åbning på stationen i Slagelse har vi valgt et nyt navn, som er mere tidssvarende med vores fremtidige planer, siger administrerende direktør Carsten Forsberg, der fortæller, at navneskiltene udskiftes det næste stykke tid.
Dan Mejsners konkurs har trukket overskrifter ikke mindst i Sjællandske, hvor også iværksætteren selv har udtrykt sig, efter han i slutningen af 2017 reelt måtte smide håndklædet i ringen.
Dengang stod det samtidig klart, at hans livsværk - og brandet »Mejsners« - ville leve videre. Tilsyneladende på lånt tid.
Til maj er hans navn nemlig helt ude af butikkerne, og samtidig er risikoen for at kæde Dan Mejsner sammen med åbningerne af nye forretninger også helt fejet væk.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her